Jeg tror jeg er lesbisk. Skal jeg forlade min lille familie?

Spørgsmål:

Kære Birgitte!

Jeg har et problem. Og ved ikke hvad jeg skal gøre videre.

Jeg har en dejlig mand, på 28, den dejligste far til vores lille datter på 3½. Men problemet er, at jeg tror, jeg er blevet lesbisk.

Jeg har mange år levet som biseksuel. Og det blev desværre et problem, da jeg blev gift, for selv om min mand sagde, det var i orden med ham, og at han ikke ville blande sig i hvad jeg lavede med mine veninder. Han blev dog jaloux og sur, da det kom til stykket, men tilgav mig hver gang.

Det er alligevel svært at fornægte den del af mig, som er til piger. Det er som at fornægte halvdelen af min personlighed. Jeg føler slet ikke jeg lever, hvis jeg ikke får lov til at være mig selv.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg stadig gift med min mand pga. vores datter. Jeg synes at både han og jeg fortjener en anden partner. Han elsker mig over alt på jorden, og jeg ved ikke, om jeg gør det samme længere. Jeg kan i hvert fald ikke gå i seng med ham mere. Ikke kun fordi jeg ikke har lyst psykisk, men jeg får også en slags fysisk kvalme, når vi elsker....fordi han er en mand.

Han sagde til mig en gang - jeg tror ikke du er så biseksuel mere. Og jeg tror han har ret. Jeg får det dårligt bare ved tanken om at elske med en mand. Selv om jeg holder utroligt meget af min mand, og kan lide at kramme ham, og være sammen med ham.

Det korte af det lange - jeg tror min seksualitet har vendt sig mod den lesbiske side, og hvad skal jeg gøre nu?......

Håber virkelig du vil svare mig...

På forhånd mange tak

Svar:

Kære spørger

Jeg kan godt forstå dit problem, og det er sådan for mig, når jeg læser dit brev, at jeg mellem linierne kan se, at du selv har løsningen, men at det vil være godt for dig, at en person udefra bekræfter dig i det, du godt selv ved.

Jeg vil tage fat i følgende tre punkter:

1. Din erkendelse og accept af dig selv som værende lesbisk. Det er et stort skridt at nå til den erkendelse, hvor du før i tiden mente, at du var bisexuel. Konsekvensen af denne erkendelse er, at du ikke kan leve i parforhold med en mand.

2. Det er tydeligt, at du ikke fortsat kan leve i parforhold med din mand. Det er utilfredsstillende for jer begge, hvor I har behov for et godt sexualliv. Du krænker dig selv ved at indgå i et sexuelt samvær med ham, og du krænker ham ved at indgå i nogle handlinger, som du væmmes ved. Det er uærligt, og jeg vil råde dig til at lægge kortene på bordet og fortælle ham,

som det er: at du er nået til den erkendelse, at du er lesbisk, og at du ikke kan leve sammen med en mand.

1. Du holder stadig meget af din mand, og det du har til fælles med ham er jeres dejlige lille datter, som I begge er forældre til. Man kan godt have et "forældreskab" uden at være i et "ægteskab", og jeres datter har selvfølgelig brug for både en far og en mor fremover. Det kan hun godt få, selvom I to ikke lever sammen. Netop fordi I har varme følelser overfor hinanden, er jeg sikker på, at I kan lave nogle fornuftige aftaler,

hvor I tager hensyn til jeres datters behov.

Tag udgangspunkt i hvad der vil være bedst for jeres datter og lav planer for, hvordan I kan være sammen med hende hver for sig og måske også sammen ved nogle lejligheder. I vil begge to være bedre forældre, når I hver for sig trives og kan have gode relationer til andre.

Hvis du fornægter en vigtig del af dig selv, nemlig din sexualitet, vil det også gå ud over din datter, der vil kunne mærke, at hendes mor ikke trives. Hun er så lille endnu, at hun ikke kan forstå, hvad der foregår, men følelsesmæssigt kan hun fornemme stemningen mellem din mand og dig, og I må i denne tid virkelig lade hende mærke, at hun er elsket af

jer begge to. Hun vil så erfare, at selvom far og mor ikke bor sammen, kan hun fortsat have kontakt med jer begge.

Jeg håber, at du hermed har fået støtte til at gøre det, som du allerede inderst inde ved er løsningen på dit problem.

Med venlig hilsen fra Birgitte