Annonce

Min kæreste har aldrig haft udløsning når vi elsker - hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg håber, I kan hjælpe mig, da jeg nu virkelig er desperat!

Hermed lidt baggrundsviden om min kæreste og mig. Ingen af os har været gift, og ingen af os har børn. Vi har kun været kærester i ca. 3 mdr. men er stødt ind i nogle problemer, som holder mig vågen nat efter nat.

Min kæreste er 37 år. Har haft et normalt forløb mht. forhold og boet sammen med en kvinde i ca. 4 år. Brød ud af det for ca. ½ år siden, hvor han ca. 3 mdr. efter mødte mig. Ifølge ham selv har han aldrig rigtigt elsket nogen af sine ex´ere, men at jeg virkelig er Kvinden i hans liv. I øvrigt har han altid været den, der ville ud af et forhold.

Jeg selv er 33 år og har haft et forløb, der ligner hans meget. Har dog boet sammen med en i 9 år, som jeg flyttede fra for ca. 4 år siden. Siden har jeg haft nogle forhold af ca. 6-12 mdr. varighed. Mit problem var også, at jeg ikke rigtigt har kunnet elske nogen af dem og valgte derfor hver gang at afbryde forholdet. Man har fortalt mig, at jeg var for kræsen og bange for at binde mig, hvilket sikkert også kunne have sin rigtighed, men jeg har dog hele tiden ment, at jeg bare ikke havde mødt den rigtige.

Men nu ser det ud til, at vi begge har mødt DEN, vi har ventet på i hele vores liv. Min kæreste er egl. ret god til at vise mig det - på sin måde, som jeg dog ikke helt har lært at forstå endnu. Men han er varm, kærlig og forkæler mig ud over alle grænser. Problemet er bare, at han til nu:

1) ALDRIG har fået udløsning når vi har elsket.

2) Går død midt under det hele. Efter ca. 5-10 min. rejsning, falder den sammen, uanset hvad jeg/vi gør.

Mht. pkt. 1 siger han, at det er meget normalt for ham. Vi har konstateret, at jeg nok ikke er så 'hard-core'/erfaren, som han er, men han har altid haft MEGET svært ved at få udløsning. Faktisk har der kun været EEN kæreste, der har kunnet få ham til det. Han tror selv på, at det er en psykisk blokering hos ham, da han ikke har noget besvær med at komme, når han onanerer.

Problemet er bare, at det nu er ved at ødelægge det hele for mig. Jeg har altid fået at vide af SAMTLIGE ekskærester, at jeg har været 'den bedste', de har elsket med, så min selvtillid i den retning har aldrig fejlet noget - før nu. Nu går det mig så meget på, at jeg næsten ikke tør at elske med ham mere. Jeg vil ikke udsætte mig selv for endnu et nederlag - og hvad værre er, vil jeg ikke endnu engang give ham bekræftelse på, at jeg ikke kan tilfredsstille ham. Jeg har dog ind i mellem tvunget mig selv til alligevel at tage initiativet til det, eftersom vi jo begge normalt er meget glade for sex - men resultatet bliver næsten altid det samme: Jeg ligger dybt frustreret tilbage, selv om det normalt lykkes ham, at give MIG orgasme.

Det værste er dog næsten, at han nu også er begyndt at vise mindre interesse for sex med mig. Det er nu næsten altid mig, der skal tage initiativet, hvor han før i tiden aldrig kunne få nok.

Min selvtillid er nu helt under 0-punktet. Er jeg så kedelig seksuelt? Er jeg for tyk (160cm/54 kg)? Hvorfor kan han ikke med mig? Hvorfor kunne han med den anden, selv om han ikke rigtigt elskede hende?

Jeg er også blevet sygelig jaloux og besiddende (træk jeg ALDRIG før har udvist - tværtimod). Jeg kan næsten græde bare han en enkelt gang skal have et lift hjem af en kvindelig kollega. Jeg bliver helt syg i sjælen af jalousi over, at han ser pornografiske film i TV. Hvorfor kan han tænde, onanere og få udløsning over sådanne 'kolde' piger, når han ikke kan få det med mig? Jeg er blevet sygelig jaloux over alt og alle!

Jeg er så desperat nu, at jeg endda overvejer at afslutte forholdet af frygt for, at HAN måske vil gøre det, nu hvor vores sex-liv ikke fungerer. Jeg savner ham hvert minut, vi ikke er sammen, men frygter samtidig altid at se ham igen. Vil han nu kunne mærke på mig, at jeg ikke er rigtigt glad? Ser han mig bare fordi, han ikke har andet at tage sig til? Vil jeg efterhånden skubbe ham væk fra mig?

Hjælp mig, kære NetDoktor. Jeg er så bange for at miste den, jeg endelig kan elske! Jeg har læst nogle af Speciallæge Erik Poulsen´s artikler om mænd og lyst og kan forstå, at hvis kærligheden ikke er der, er lysten der heller ikke. Er det der, hunden ligger begravet på trods af, at han viser og siger andet?

Brevet er blevet noget langt, men det er i forsøg på at give jer så mange oplysninger om os som muligt, så I måske bedre kan hjælpe os - hvis I kan.

Ellers vil jeg bare sige tak for en utrolig oplysende og god hjemmeside.

Den MEGET bekymrede.

Svar:

Du skriver, at din kæreste altid har haft meget svært ved udløsning ved samleje. Det synes jeg er værd at huske på, nu hvor du bliver så påvirket af jeres situation. Det er altså ikke kun sammen med dig det er svært for ham, men det er svært for ham generelt.

Hvad, det kan skyldes, er svært at sige noget præcist om ud fra dit brev. Hans indimellem svigtende rejsning kan hænge sammen med dette. At du oplever, at du ikke kan tilfredsstille ham, er derfor en sandhed med modifikationer. Han har tilsyneladende kun kunnet få udløsning sammen med een anden pige under samleje, og har derfor oplevet svigtende erektion og udeblivende udløsning med andre end dig. Det er derfor ikke rimeligt, at du påtager dig ansvaret for hans tilfredsstillelse - dvs. erektion og udløsning, men se det i stedet som en problemstilling, der hører hjemme hos ham, men som så slår negativt igennem i jeres forhold, hvor du bliver usikker og tvivlende og tilbageholdende overfor ham.

Du/I synes på den måde at være inde i en ond cirkel, hvor I har svært ved at overskue, hvor hvad hører hjemme. At du bliver så sårbar og ulykkelig og tvivlende over hans problemer, kan også ses som en del af den onde cirkel, fordi du derved kommer til at lægge din følelse af selvværd over på en optimal formåen fra hans side, hvilket han ikke 'bare kan'. Det, at han viger lidt tilbage fra seksuelt samvær med dig, kan være en reaktion på dette. Dine tiltagende følelser af jalousi kommer så måske ind herefter. Det hele kan på den måde blive meget uoverskueligt, og tvivl og bebrejdelser melder sig. Jeg er lidt usikker på, hvor meget I taler sammen om problemet. Jeres forhold er nyt, men I vil formentlig gerne hinanden, og derfor er det nok uundgåeligt, at I tager problemstillingen op med hinanden. Et godt råd er da, at I er nænsomme overfor hinanden, ærlige men sensitive overfor den sårbarhed, emnet i sig selv indebærer.

Sidst opdateret: 08.08.2000




Annonce