Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan jeg få fjernet min visdomstand under fuld bedøvelse?

Spørgsmål:

Jeg skal have revet min visdomstand ud, fordi den vokser vandret, altså ind mod de andre tænder. Der skal tages noget væk af min knogle. Det er et stort indgreb, sagde min tandlæge, og han vil lokalbedøve mig, men det er jeg ikke tryg ved. Tandlægen sagde, det var den eneste mulighed. Nu er det, jeg vil høre, om man kan få det gjort under fuld bedøvelse på et sygehus? Og hvad det koster?

Svar:

Man kan godt få fjernet sine visdomstænder i helnarkose. Der er to muligheder:

1) din tandlæge skal henvise dig til nærmeste sygehus, hvor der er ansat en hospitalstandlæge. Det er dog ikke alle patienter, man kan tage et sådan sted, men behandlingen på sygehuset er gratis.

Eller

2) din tandlæge kan henvise dig til en privatpraktiserende tandkirurg, som arbejder sammen med en narkoselæge. Der vil det blive muligt at få fjernet tanden i narkose, men du må selv betale for narkosen, ca. 3.000 kr.

Du skal dog ikke være bange for at få visdomstanden fjernet i lokalbedøvelse. Det virker godt nu om dage. To timer inden operationen kan man tage smertestillende tabletter, fx 3 stk Ipren á 200 mg eller 2 stk Pamol á 500 mg for at forebygge smerter bagefter. Tandlægen kan også udskrive noget beroligende medicin, som du kan tage inden operationen.

I øvrigt kan jeg henvise dig til to artikler i NetDoktor: Visdomstænder og Smertekontrol i tandlæge-praksis. Der kan du indhente mere information.

Held og lykke med operationen, som jeg er sikker på vil gå fint for dig.

Med venlig hilsen

Jens Kølsen Petersen

Lektor, specialtandlæge, M.S.

Sidst opdateret: 13.06.2000




Annonce