OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære netdoktor
Måske jeg skulle spørge min tandlæge om dette i stedet, men jeg vil nu alligevel prøve lykken her først.
Sagen er, at jeg i længere tid har gået og været utilfreds med mine tænders farve, hvilken jeg synes er for gul.
Jeg ønsker at få lidt vejlednig m.h.t. lysning/hvidning af mine tænder. Jeg har surfet lidt på internettet og fundet at blegning af tænder, i visse tilfælde kan være yderst skadeligt for tandkødet, men at der findes alternativer. Dog har disse alternativer kun været til at finde på opreklamerede højkommercielle sider, der solgte disse tandhvidningsprodukter.
Mit spørgsmål er nu om der findes en (eller flere) måde(r) at gøre sine tænder hvidere på, vel og mærke uden at løbe ind i en stor tandlægeregning. Findes der eventuelt håndkøbsprodukter på apoteket eller i supermarkeder som I kan anbefale eller fraråde?
På forhånd tak
-Erik
Kære Erik
Tak for dit udmærkede spørgsmål.
Når vi bliver ældre, bliver vores tænder mere gullige. Det skyldes aflejring af mere tandben (dentin) inde i tanden. Herved ændres lysets brydningsindex. Den farveforandring kan man ikke gøre så meget ved, fordi det ligger i selve tandens substans.
Men der er også andre årsager til, at tænderne bliver mørkere eller mere gule. Det skyldes normalt rygning, kaffe, te, rødvin og andre drikke og fødevarer, som indeholder farvestoffer. De aflejres med tiden på tandoverfladen. Disse misfarvninger lader sig imidlertid fint fjerne, fordi de ligger på tandkronens overflade. Lad din tandlæge pudse dine tænder med jævne mellemrum med pimpsten og en 2% natriumfluorid-opløsning, som samtidigt forstærker tanden mod caries.
De omtalte blegemidler bygger alle på frigivelse af ilt og virker på samme måde som brintoverilte til afblegning af hår. Det er rigtigt, at forkert brug kan de give skader på både tand og tandkød. Du kan roligt henvende dig til din tandlæge og lade ham eller hende rådgive dig, men lad være med selv at begynde at eksperimentere med afblegning.
Med venlig hilsen
Jens Kølsen Petersen
Lektor, specialtandlæge, M.S.
Sidst opdateret: 08.01.2001