OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan kan jeg få fjernet mine store poser under øjnene?

Spørgsmål:

Kære Netdoktor,

Jeg har siden puberteten haft endog meget store poser under øjnene. Det er blevet værre med årene. Nu er det så grelt, at mine omgivelser ofte kommer med bekymrede spørgsmål til mit helbred. De siger f.eks: Er du meget træt og uoplagt? Dette er en psykisk belastning i mit arbejde med dysfunktionelle familier og deres børn. Kollegerne og ledelsen spørger ofte om arbejdet er for belastende for mig.

Mit spørgsmål er: Kan hængekøjerne fjernes f.eks. via laser eller plastik kirurgiske indgreb, og kan jeg få det gjort gratis på et offentligt hospital? Skal jeg i første omgang henvende mig til egen læge og hvad gør jeg, hvis han ikke kan se problemts psykiske belastning?

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære Spørger,

Huden omkring øjenlågene har stor tendens til at bliive slap, hvorved der med årene kan opstå udposning af den løse hud under øjnene eller poser lokaliseret til øvre øjenlåg.

Poser under øjnene kan dog også være forårsaget af lokale øjenlidelser såvel som ved en hel række af medicinske sygdomme som f.eks. tilstande med en øget væskemængde i kroppen (hjerte-, nyre- eller leverlidelser) eller ved forstyrrelser i stofskiftet. En hel række af generelle sygdomme med mangel på jern, vitaminer, mineraler og proteiner kan også give poser under øjnene. Endelig vil der ved kronisk hoste oftere kunne opstå slaphed af hud i ansigtet og dermed poser.

Mit råd til dig vil være at søge din egen læge og få en vurdering af dine poser under øjnene og evt. en stillingtagen til, om der behov for yderligere undersøgelser, inden du henvises til plastikkirurgisk behandling.

De fleste tilfælde af betydelige poser under øjnene er ikke af kosmetisk betydning alene, men derimod ofte generende for øjenlågsfunktionen Endvidere anfører du i dit tilfælde, at det er en stor psykisk belastning for dig i dit arbejde. I dit tilfælde vil jeg vurdere, at efter henvisning fra din egen læge vil der være mulighed for at indgrebet kan foretages uden udgift for dig selv (sygesikringen betaler). Indgrebet kan foretages ambulant hos en plastikkirurg eller hos en øjenlæge.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin.

Sidst opdateret: 22.05.2006