Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg kaster blod op efter byture med alkohol

Spørgsmål:

Kære Netdoktor

Jeg er en ung mand på 22 år, og når man er ung, får man lidt at drikke næsten hver wekeend. Men her på det sidste, når jeg er kommet hjem fra byen ( meget fuld) skal jeg brække mig hver gang, og det værste er, at jeg også brækker blod op. Er det noget jeg skal være bekymret over?

Med venlig hilsen D

Svar:

Kære D

Ved indtagelse af større mængder alkohol vil den nemt kunne påvirke din mavesæks slimhinde, således at der kan opstår en såkaldt alkoholisk mavekatar. Denne tilstand karakteriseret ved en irriteret slimhinde, der meget let brister og giver anledning til blødning. Endelig kan der opstå et mavesår, som også kan give blødning især i forbindelse med opkastninger og indtagelse af større mængder alkohol.

Indtagelser af større mængder alkohol med beruselse hver weekend bør ikke være standard for unge på 22 år, idet det meget let kan medføre såvel fysiske som psykiske helbredsmæssige komplikationer. Jeg vil foreslå, at du taler med din egen læge omkring til dit alkoholforbrug og dine iagttagelser omkring blod i opkastningerne.

Alkohol er et nydelsesmiddel og bør indtages sammen med et måltid, derved skåner man sin mavesæk og undgår komplikationer.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin.

Sidst opdateret: 16.05.2005




Annonce