Hvordan hjælper jeg min bror ud af stofmisbrug?

Spørgsmål:

Kære netdoktor,

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke aner hvad jeg skal gøre.

Det drejer sig om min 23 årige lillebror som, jeg vil sige, går inder under kategorien "weekendsnarkoman" Han har et fast arbejde, men psykisk har han det ikke godt, hvilket jeg mener skyldes eftervirkninger af de stoffer, som han tager (Amfetamin, ecstacy osv). Han har store humørsvinger og til tider meget lavt selvværd, hvor han bare vil dø eller sidder og snitter i sig selv. Han bor sammen med sin kæreste, som også er ung og smart, men også tager stoffer.

Når de kommer op at skændes, ringer han til mig og siger, at jeg skal komme og hjælpe ham! Han kan være utroligt svær at nå ind til. Inddirekte beder han mig jo om hjælp, men det er bare så svært.

Jeg ved godt at der evt. er hjælp at hente ved amtet, men måske har han mere brug for en psykolog? Kan han få tilskud gennem sygesikringen? Hvordan får jeg ham overtalt til at få hjælp?

Jeg bekymrer mig meget, og det er så hårdt at se på. Vi kommer begge fra en kernefamilie, og vores forældre vælger at lukke øjene for problemet. De kender heller ikke hele sandheden.Sidste år fik jeg ham til egen læge, men der skete ikke noget, og han fortsætter nu i samme spor.

Hjælp! På forhånd tak.

Kærlig hilsen den bekymrede søster

Svar:

Kære "bekymrede søster",

Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din lillebror, og det er fint, at du reagerer på hans begyndende misbrug.

Han har forskellige muligheder for at få hjælp, men som du også selv mener, skal han først og fremmest have nogle samtaler med enb psykolog, da han også psykisk har det dårligt. Jeg kan anbefale at konbtakte en af følgende psykologer: Villy Hansen, tlf.nr. 33330674 eller Svend Pedersen, tlf.nr. 33130309. Eller han kan henvende sig i Socialforvaltningen i den kommune, hvor han bor og bede om en samtale med en psykolog. Herfra kan de også henvise ham til hjælp i "Psykiatrisk Center", Glostrup.

Det store spørgsmål er jo, om han er motiveret for at modtage hjælp, og her betyder det meget, at du taler med ham om din bekymring og støtter ham i at gøre noget ved sin situation, da han jo ellers risikerer at miste job og meget andet. Det ville også være godt, om du kunne få kontakt med hans kæreste, som jo åbenbart også er på vej ud i misbrug. Muligvis kan du gå med ham, når han henvender sig et af de nævnte steder.

Held og lykke med dette.

De bedste hilsener

Birgitte Winkel, Terapeut.

Sidst opdateret: 25.08.2005