OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har i mange år lidt af åndedrætsbesvær under søvn. Jeg har især fået at vide fra tidligere kærester og lignende, at jeg har det med at stoppe vejrtrækningen i op til et eller to minutter ad gangen, og somme tider lyder som om, jeg er ved at blive kvalt. Min vejrtrækning under søvn er med andre ord meget ujævn og præget af, at jeg holder vejret ind imellem. Herefter lukkes den sommetider ud med en mærkelig lyd, der ikke er snorken.
Generelt er jeg meget træt, og kan i weekender, hvor jeg ikke har arbejde at stå op til, sove i op til 30-35 timer i træk, ofte fra fredag aften til søndag middag. Jeg har en formodning om, at det måske kan hænge sammen med min ujævne søvn. Jeg har haft problemet altid. Ingen af mine forældre har det, men min far har altid haft meget kraftig snorken.
Med venlig hilsen A
Kære A
Ud fra din beskrivelse tyder dit åndedrætsbesvær under søvn på, at du lider at et såkaldt "obstruktiv søvnapnø syndrom" som er en behandlingskrævende lidelse, som kræver, at du søger din egen læge med henblik på yderligere undersøgelser og behandling.
En meget grundig oversigtsartikel vedrørende søvnapnø kan du finde på Netdoktor.dk under snorken og obstruktiv søvnapnø .
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 15.09.2005