OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Der fokuseres i øjeblikket meget på kost og sundhed overalt i samfundet. I min 6-årige datters skole har de emneuge om kost og bevægelse, og derfor undervises børnehaveklassen i sund kost. Det er dette der har fået mig til at reflektere en hel del over spørgsmålet omkring børns kost.
Er det rigtigt af skolen, at undervise min datter i, hvad hun må, og ikke må spise, når der kun ses på generelle retningslinier for sund kost? Min datter er tynd og småtspisende, så hvis hun skal leve fedtfattigt, som skolen lærer hende det, så mener jeg, at hun vil ende med at blive underernæret.
Når hun til frokost spiser ½ - 1 skive rugbrød, så mener jeg, det er bedre at putte smør på den smule brød hun spiser. Når hun til morgenmad spiser 4-5 spsk cornflakes, så mener jeg også det er bedre at de få skefulde mælk er sødmælk, så hun trods alt får lidt næring i det hun spiser. Er jeg helt forkert på den med dette?
Eller bør jeg virkelig se bort fra, at hun næsten intet spiser og så servere den smule fedtfattig kost hun kan spise? Hun kommer jo hjem fra skole og fortæller om alle de ting, som hun ikke må spise.
Med venlig hilsen en mor.
Kære mor,
Det er meget forståeligt, at du reagerer på den måde. Ingen mor kan holde ud at tænke på, at hendes lille tynde barn ikke får nok at spise.
Men du kan tage det helt roligt - skolen gør det helt rigtige, og du skal ikke være ked af, at din datter er slank. Hun har formentlig fra naturens side en god, måske lidt for god, appetitregulering - men var du ikke selv lille og tynd, da du var 6 år?
Du skal ikke fodre hende med smør og sødmælk, så bliver hun blot hurtigere åreforkalket som voksen. Hvad du derimod kan gøre er at fodre hende med sunde ting, der indeholder meget energi: Tørret frugt af enhver art (rosiner, frugtstænger, dadler o.s.v.), ligesom du kan give hende rigeligt af salater med dressing, avocado, og pynte maden med remolade og mayonaise. Og så kan du også tilbyde hende nødder, mandler, peanuts og mørk chokolade - hvis hun kan lide det.
Med venlig hilsen
Arne Astrup
Ernæringsekspert
Sidst opdateret: 23.09.2005