OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg har her til frokost fået et fiskeben galt i halsen og vil lige spørge, hvad man skal gøre? Jeg har hørt, at man skal spise noget brød, og så kan det være, at det glider ned sammen med brødet. Har I nogle tips til, hvad jeg skal ellers kan gøre?
Med venlig hilsen S.
Kære S,
Fremmedlegemer, herunder fiskeben, kan sætte sig fast i svælget enten ved mandlerne, svælgets bagvæg eller tungeroden. Her kan fremmedlegemet lettest fjernes ved hjælp af en finger, der føres ind i svælget.
Hvis fremmedlegemet sidder længere nede i struben/omkring strubelåget/luftrøret, giver det ofte anledning til hoste og eventuelle åndedrætsproblemer, og her bør man henvende sig til en skadestue, hvor man som regel nemt kan fjerne fremmedlegemet via en speciel kikkertundersøgelse.
Endelig kan det sidde i spiserøret, som ofte giver synkebesvær samt irriteret synkemekanisme, og her kan det eventuelt nytte at spise noget groft og fiberholdigt (for eksempel groft brød, rå grønsager, m.v.). Såfremt der ikke er effekt, kan man let fjerne fremmedlegemet ved en ambulant kikkertundersøgelse i lokal bedøvelse.
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin.
Sidst opdateret: 02.01.2006