OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg læsper - Kan der gøres noget?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Jeg har et lidt sjovt spørgsmal, men mener det nu meget seriøst. Jeg er 27, fejler ikke noget overhoved, men læsper en lille smule og har altid gjort det. Nu har jeg så hørt, at der muligvis kan gøres noget ved det. At det muligvis har noget med mit tungebånd at gøre. Jeg kan f.eks. ikke række tungen ret langt ud af munden, og det gør lidt ondt eller rettere strammer meget på tungebåndet.

Kan man få noget gjort, og vil det kunne påvirke min tale nu da jeg er så gammel? Forstår det er noget man engang imellem gør ved børn. Er det noget jeg kan gå til min læge og snakke med ham om? Det er et lille problem, men dog stort nok til at give problemer ved jobsamtaler og den slags. Kan der gøres noget?

Med venlig hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger,

Læspen (sigmatismus på latin) er hyppig og oftest forbigående hos børn i forbindelse med tandskift/tab af tænder, men et kort tungebånd, d.v.s. et tungebånd der er så kort at tungespidsen ikke kan føres ud over tandrækken, er en hyppig årsag til læspen. Endvidere er overbid/underbid og manglende tænder hyppige årsager.

Selve læspen opstår ved at tungespidsen ved almindelig tale føres frem mellem fortænderne eller, at luften strømmer ud som en ventil mellem tungens sidekant og kindtænderne. I dit tilfælde vil jeg foreslå dig at få en vurdering hos din egen læge m.h.p. om dit korte tungebånd kan være årsagen til din læspen. Såfremt man ikke ”mekanisk” kan fjerne årsagen til læspen er der gode muligheder for at få hjælp af en talepædagog bl.a. til korrekt brug af tungen under talen.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin.

Sidst opdateret: 30.01.2006