OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har lige opdaget, at min datter på 13 måneder har fået en tand i ganen lige bag sine fortænder. Den står vinkelret på fortænderne. Ud over denne mærkværdige tand har hun 4 fine tænder i overmunden. Der er et stort mellemrum mellem de to fortænder, og det ser ud som om det godt kan skyldes den ekstra tand.
Hun har været pylret i et stykke tid, og det virker som om hun har ondt i hovedet. Nu tror vi altså at vi har fundet årsagen. Kan det ikke godt passe, at det er den tand der er skyld i hovedpinen?
Hvad skal vi gøre ved tanden?
Med venlig hilsen H
Kære H
Jeg kan godt forstå din bekymring for din datters ekstra tand og en mulig sammenhæng mellem den og hendes hovedpine. Jeg kan dog ikke med sikkerhed sige, om der er en sammenhæng.
Nogle mennesker har en ekstra såkaldt overtallig tand, og jeg synes, at den under alle omstændigheder bør fjernes, så mellemrummet mellem de 2 forreste tænder ikke bliver endnu større. Der skal naturligvis forinden tages et røntgenbillede for at se, hvordan tanden ligger og i øvrigt ser ud.
-Og så må vi håbe at det hjælper på hendes hovedpine.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Anne Pedersen,
Specialtandlæge, dr. odont.
Sidst opdateret: 09.11.2006