OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min spytcyste er kommet igen, hvad skal gøres?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har fået suget en spytcyste på indersiden af nederste læbe ud hos lægen. Den er imidlertid vokset igen og generer mig, da jeg kommer til at bide i den. Hvad skal jeg gøre ved det? Jeg skal ud på en længere rejse, kan den helt operers væk uden synlige ar?

Med venlig hilsen Fisken

Svar

Kære Fisk

En cyste er et væskefyldt hulrum omgivet af en slags membran. Hvis membranen ikke fjernes, kommer cysten igen. Hvad den så åbenbart også har gjort hos dig. Derfor skal du enten få din egen tandlæge eller en specialtandlæge til at operere hele cysten ud. Din egen tandlæge vil kunne henvise dig til en specialtandlæge, hvis han/hun ikke selv foretager den slags indgreb.

Selve operationen er i og for sig et lille indgreb, hvor man efter fjernelse af cysten, lukker til med et par sting, som skal fjernes efter 1 uges tid. Der bliver ikke noget udefra synligt ar efter operationen men - som efter ethvert operativt indgreb vil der være ømhed i området indtil trådene er fjernet. For god ordens skyld skal jeg lige sige, at membranen i en spytcyste er meget, meget tynd - og hvis den beskadiges under operationen er der en lille risiko for, at cysten kommer igen. I så fald må operationen gentages. Under alle omstændigheder vil jeg ønske dig held og lykke med operationen, som jeg håber du kan få foretaget, før du skal ud at rejse.

Med venlig hilsen

Anne Pedersen

Specialtandlæge

Sidst opdateret: 10.05.2007