OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg skriver fordi jeg har haft noget flimren for øjnene de sidste 2 dage, i visse perioder er det svært for mig overhovedet at se noget. Det er som om der kommer nogle flimrende pletter hver gang jeg prøver at fokuserer på noget. Når jeg lægger mig ned får jeg det generelt bedre men når jeg så genoptager hverdagen vender det tilbage. Jeg ved ikke om det er slemt eller jeg bare skal tage den med ro. Jeg prøvede at slå op i jeres arkiv men jeg kan ikke lige finde noget herom.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Flimren for øjnene kan opstå i selve øjet, men også skyldes påvirkning af hjernen, - det sidste er f. eks. tilfældet, når det flimrer på grund af et højt blodtryk eller jernmangel. Rent øjenmæssigt kan man pege på en stor langsynethed, som man godt kan magte uden briller de første unge år, men derefter bliver det nødvendigt med briller – først til læsning, derefter også til afstand. Hvis du har skelet som barn, er langsynethed en meget sandsynlig forklaring. Du skal gå til din egen læge, hvis generne ikke er forsvundet, for at få målt bl. a. blodtryk og blodprocent. Afhængigt af dette kan der så blive tale om også at lade en øjenlæge se på det, - det kræver ikke henvisning fra egen læge.
Med venlig hilsen
Erik Krogh, dr. med.
Speciallæge i øjensygdomme
Sidst opdateret: 07.04.2008