OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har døjet med et problem hele mit liv, som der aldrig er blevet gjort noget rigtig ved. Det drejer sig om mine tænder, som jeg er rigtig ked af. Lige siden jeg var lille har jeg vidst manglet en eller to tænder, som aldrig er kommet frem. Da mine tænder ikke fejler, har min skoletandlæge aldrig gjort noget ved det. Jeg har fået af vide at mine tænder ikke kan rettes til med bøjle, og at man ikke kan gøre noget, men der må da være noget at kunne gøre? Mine tænder gør at jeg smiler sjældnere, og er ofte ked af det over dem. Det ville virkelig være det værd at gøre noget ved dem. Vil egentlig bare høre om i havde nogle foreslag til hvad jeg kunne gøre? Det er egentlig kun tænderne i overmunden. Har ingen problemer med gule tænder, eller huller
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Jeg kan sandelig godt forstå, at du er ked af at smile, når du mangler fortand/fortænder. Det er sikkert rigtigt, at dine tænder ikke sådan uden videre kan rettes til med bøjle. Men du har formentlig mulighed for med tandbøjle at få rettet dine tænder, sådan at du beholder de mellemrum der måtte være med henblik på indsættelse af implantat, når du er udvokset. Jeg synes bestemt, du skal spørge din skoletandlæge om ikke dette kunne være en mulighed. Men jeg må lige sige, at jeg ikke er sikker på, om du kan få behandlingen udført på det offentliges regning.
Med venlig hilsen
Anne Pedersen,
Specialtandlæge, dr. odont
Sidst opdateret: 17.06.2008