Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Skyldes mine synsproblemer min nærsynethed?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en pige på 14 år, som har en del problemer med mine øjne. For det første står det sådan til, at jeg på det venstre øje er nærsynet med ca -6, og på højre øje er det ”kun” cirka -4 til -5. Når jeg læser eller sidder ved en computer, hvilket jeg ofte gør en stor del af dagen på grund af skole og lektier, føles det som om, at jeg anstrenger mine øjne meget. Når jeg så ”slapper af” i øjet, hvilket ofte føles tillokkende, bliver mit syn sløret, så jeg ikke kan læse det, som jeg sidder med, men sagtens kan se det, der er på afstand. Næsten som om, at jeg var langsynet, selvom det egentlig står omvendt til. Hvis jeg så tager en af mine gamle briller på (mit syn forværres konstant, så jeg får cirka årligt nye briller) og ”slapper af” i øjnene, er det mindre sløret, det jeg læser, men det på afstand bliver igen sløret. Hvis jeg så tager brillerne af, ser jeg slet ikke noget.

Så mit spørgsmål går egentlig ud på, om der er noget at gøre ved dette problem, eller skal jeg bare holde det ud? Et andet problem er, at jeg føler mig temmelig natteblind, selvom jeg har briller på. Skyldes det mon bare, at jeg er så nærsynet?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

I din alder arbejder den såkaldte akkomodationsmuskel inde i øjet meget kraftigt - det er den, der sørger for, at man i de unge år kan skifte imellem fjern og nær uden at behøve at skifte briller. Ved længerevarende arbejde inden for 45 cm kan denne muskel ligefrem gå i krampe, hvilket betyder, at man som ellers normalsynet pludseligt ser sløret på afstand, men uforandret godt på læseafstand. Er man nærsynet (myop) i forvejen, kan man med stærkere nærsynsglas bevare et skarpt syn på afstand.

Hvis dette fænomen bider sig fast, kaldes det for pseudo-nærsynethed, og noget i din historie antyder, at det godt kunne være det, sagen drejer sig om. Ulempen ved pseudonærsynethed er, at man kan risikere at få alt for stærke minus-glas eller kontaktlinser, således at akkomodationsmusklen skal anstrenge sig konstant, det vil sige både for at se skarpt på afstand og på nært hold. Og det kan give hovedpine og synsbesvær. Et ældre ord for tilstanden er studenter-myopi, da det ofte optræder hos eksamenslæsende personer, der sidder med næsen i bogen i måske 12-14 timer dagligt i denne periode.

Det er derfor ikke altid en enkel sag at bestemme briller til unge nærsynede mennesker. I dit tilfælde ville det være oplagt at lamme akkomodationsmusklen med øjendråber for at få en nøjagtigere synsprøve. Det giver store pupiller og lidt lysskyhed og synsslør i nogle timer bagefter, men retter sig fuldstændigt inden næste morgen. Det er vigtigt ikke at få stærkere nærsynglas end nødvendigt, og hvis muskelkrampen ikke forsvinder af sig selv, kan man få brug for at anvende de muskellammende øjendråber i en kortere periode. Denne undersøgelse og den eventuelle behandling kan kun foretages af en øjenlæge, så du skal bestille en tid hos en sådan. Øjenlægen kan også på samme tid vurdere dit samsyn og eventuelle skeletilbøjeligheder, der godt kan spille med i de gener, du beskriver. Dit brev antyder ikke nogen alvorlig øjensygdom.

Med venlig hilsen

Erik Krogh,

Speciallæge i øjensygdomme, dr. med

Sidst opdateret: 29.05.2009




Annonce