OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har gennem de sidste par år oplevet i korte perioder 5 - 20 sek, at jeg mister synet på højre øje, altid højre øje. Det kommer pludselig hvor jeg ser en lidt lysere farve end hvis jeg f.eks. lukker øjet, efter kort tid kommer synet langsomt tilbage hvor jeg først kan se midt i synsfeltet, og så lige så stille kan jeg se mere og mere. Dette tager et par sekunder. Jeg kan ikke finde nogen situationer som udløser dette og det virker som om det kommer helt tilfældigt. Dog er der nogle dage/ perioder hvor jeg oplever det mere end andre. Når det er værst sker det omkring 5 - 10 gange om dagen, men i nogle perioder sker det kun en gang om ugen. Det er sådan set ikke noget som generer mig i hverdagen (også derfor jeg ikke er gået til lægen med det), men ville gerne vide hvad det er, og om det er jeg skal tage seriøst eller bare ignorere det da jeg bare er 19 år? Skal jeg gå til lægen med det? Håber i kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
De beskrevne tilfælde af pludseligt synstab på højre øje bør lede til nærmere undersøgelser. Enkle forklaringer som migræne skal man ikke slå sig til tåls med, da øjensymptomerne herved stort set altid er dobbeltsidige. Man bør f. eks. kontrollere om du har for meget fedt og kolesterol i blodet, hvilket kan danne en slags små blodpropper, der giver kortvarige symptomer; i sjældne tilfælde er propperne større, og tilstanden kan så bliver stationær.
Du skal også have undersøgt halspulsåren på højre side med ultralydsteknik; dette er hurtigt, sikkert og skånsomt, og med din unge alder vil der sandsynsligvis være normale forhold, men hvis man finder en forsnævring, er den kirurgiske behandling idag markant forbedret. Endelig skal du have checket din hjertefunktion, inklusive måling af blodtrykket. Der kan være lette, medfødte misdannelser i f. eks. hjertets klapsystem, som ikke giver anledning til mistanke om hjertesygdom i første omgang, men netop viser sig ved symptomer, som du har beskrevet dem. Du bør naturligvis også lade din øjenlæge kontrollere synsfunktionen, herunder også synsfeltet, hvor forandringer kan give et fingerpeg om arten og lokalisationen af en eventuel påvirkning af ditr centralnervesystem. Du kan med fordel tage en kopi af mit svar med til øjenlæge og din familielæge, - de er den sidste der skal sørge for, at du kommer vidre i systemet. Rigtig held og lykke.
Venlig hilsen
Erik Krogh, overlæge, dr. med.
Sidst opdateret: 09.01.2008