OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan slipper jeg for blister i munden?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har i 3-4 år lidt af blister, jeg har brugt klorhexidin og Longovital uden virkning. Blisterne er store, lugter af betændelse og har en mørk grålig farve, jeg får ofte mange af gangen (3-5), jeg får samtidig mange smerter. Smerterne gør, at jeg intet kan indtage, hverken mad eller drikke, og jeg taler ikke ret meget, i perioderne med blister. Jeg har undersøgt tandpastaens indhold, og er klar over, at jeg skal bruge en tandpasta med reduceret natriumlaurylsulfat i, så jeg bruger Zendium. Jeg har dertil også undersøgt, at binyrebarkhormon kan være et muligt forslag - men på trods af de stærke og længere varende bivirkninger, ønsker jeg ikke at bruge dette. Jeg har også fundet ud af, at vitamin og jern mangel, kan være en årsag, så jeg har fokus på dette i min kost. Hvad kan jeg gøre nu?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Ja det kan være særdeles smertefuldt med blister i munden! Og kun dem der selv lider af dem, ved i virkeligheden hvordan det er. Jeg ved ikke hvor længe du har spist LongoVital - under alle omstændigheder skal man spise dem 3-4 måneder, før man kan vurdere om pillerne har en virkning. Endelig er det en rigtig god ide, når man starter med dem, at spise dobbelt dosis i et par uger. Og for den sags skyld kan du sagtens spise 4-5 tabletter hver dag i en periode på 3-4 uger. Desuden synes jeg du skal spise et tilskud af jern og folinsyre i 2-3 måneder, da det synes at hjælpe på problemet hos mange.

Der er ingen sikre beviser for at zink har en forebyggende virkning, men jeg har i sin tid sandsynliggjort, at blister i munden kan hænge sammen med reaktivering af en latent virus og da man ved at zink har en forebyggende virkning over for infektioner, er det logisk at zink også kan have en virkning på blister i munden. Jeg vil anbefale at du spiser 40-45 mg zink dagligt i en periode på ca. 3 måneder. Binyrebarkhormon er som du selv er inde på ingen god ide pga. mange bivirkninger på længere sigt. Fortsætter dine blister uændret efter ovenstående råd, kan du overveje at få din læge til at udskrive nogle anti-virus tabletter - i en dosis der er ca. 4 gange større end ved almindelige herpes infektioner!! I den rigtige dosering vil tabletterne virke hos ca. 80% af patienterne - uden bivirkninger - bortset fra prisen, som er mega-høj! Jeg vil ønske dig held og lykke!

Med venlig hilsen

Anne Pedersen,

Specialtandlæge, dr. odont."

Sidst opdateret: 31.03.2009