OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg har haft en del sure opstød, og har lige fået lavet en gastroskopi, men der ikke fundet noget unormalt. Jeg fik en tand ud for 3 uger siden, og har lige siden døjet med brændende fornemmelse i tunge, hals og venstre side af bryst. Desuden føles det som om at jeg ikke kan trække vejret, når det sker. Jeg har været ved tandlægen 2 gange siden, første gang fik jeg pencilin hvis der skulle være noget betændelse anden gang fik jeg åbnet såret op fordi det ikke groede rigtig sammen. Hvad tror I at den brændende fornemmelse kan være, som er så ubehagelig, at jeg føler ,at jeg bliver kvalt ?
Med venlig hilsen en Spørger
Kære Spørger
Nej, det er bestemt ikke rart med den brændende fornemmelse, som skyldes at din mavesyre løber tilbage op i spiserøret (refluks) og irriterer slimhinden. At problemet er blevet værre efter tandudtrækningen, mener jeg er helt tilfældigt. Hvis du prøver at undgå indtagelse af ting, som er meget syreprovokerende - tobak, alkohol, kaffe, frugtjuice, fedtrig og stærkt krydret mad - vil du måske opleve en bedring, ligesom der findes en del syreneutraliserende midler i håndkøb, som lindrer generne, når de er opstået. Ved anfald af halsbrand skal du ikke lægge dig ned, da det forværrer generne. Du må ikke bruge syreneutraliserende midler i længere tid uden at tale med din læge - han/hun kan evt. ordinere egentlig syrehæmmende medicin. Den brændende fornemmelse i sig selv er ikke udtryk for noget farligt - men det er vigtigt at lindre symptomerne, da for megen syre i det lange løb kan føre til spiserørskatar eller mavesår. Held og lykke!
Med venlig hilsen
Anne Pedersen,
Specialtandlæge, dr. odont.
Sidst opdateret: 19.08.2009