OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor har man forskellige blodtryksmålinger på venstre og højre arm?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg vil meget gerne have svar på hvorfor man har forskellige blodtryksmålinger på venstre og højre arm. Skulle det ikke være ens? Det er jo samme hjerte der pumper blodet rundt i begge arme. Sidst jeg målte mit blodtryk, var 127/70 på venstre arm og 135/82 på højre arm. Er det normalt?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Det målte blodtryk er kun et øjebliksbillede af det egentlige blodtryk. Mange faktorer bidrager til hurtige ændringer i blodtrykket såsom om man er liggende, siddende eller stående; har indtaget koffein, nikotin eller lige været fysisk aktiv. Blodtryksmanchettens størrelse og placeringen på den pågældende arm i forhold til hjertet og kan også give misvisende målinger. Den hyppigste årsåg til forskellige målinger i højre og venstre arm, er derfor måleusikkerheder og ændringer i blodtrykket fra minut til minut. Studier har vist at raske gennemsnitligt har stortset det samme blodtryk i begge arme, men at forskelle mellem højre og venstre arm er ganske almindeligt forekommende med en normalvariation under ca. 10 millimeter kviksølv (mm Hg), f. eks 130/80 mod 140/90. En enkel undersøgelse har også vist at individer med åreforkalkning og forhøjet blodtryk har større sideforskel end raske. Endelig findes der også sjældnere medfødte tilstande hvor karforsnævringer i hovedpulsåren eller mindre kar bidrager til sådanne forskelle. Disse personer har dog oftest forhøjet blodtryk. Eftersom et blodtryk under 140/90 er normalt, har du alltså ud fra dine målinger, ikke forhøjet blodtryk. Jeg foreslår at du får målt dit blodtryk i begge arme hos din læge som hurtigt vil kunne vurdere om der er grund til yderligere undersøgelser. Bemærk: Det er altid den arm med det højeste tryk der afgør om du har forhøjet blodtryk.

Med venlig hilsen

Anders Barasa Md, Læge

Sidst opdateret: 18.12.2009