OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdokor
Jeg er er 18-årig pige som går 2. år på handelsskolen. I min fritid er jeg meget aktiv, bl.a. i fitness, jeg arbejder og har en kæreste som jeg holder meget af. Jeg har det problem at jeg har meget svært ved at styre mit temperament og humør. Jeg får nogle ture hvor jeg bare går amok, begynder at råbe af alle, og kommer meget hurtigt op i det røde felt. Jeg prøver at kontrollere det, men det lykkedes sjældent. Jeg er meget ked af det over det, fordi jeg ved at det rammer mine nærmeste meget hårdt, og jeg vil selvfølgelig ikke have at det skal gå ud over dem. Mit humør svinger også meget, det ene øjeblik kan jeg være helt vildt glad, og det næste øjeblik føler jeg mig helt alene i verden, alle hader mig, og jeg bliver meget ked af det. Dette forekommer specielt når jeg er alene. Jeg har meget dårlig selvtillid, og er meget kritisk overfor mig selv. Jeg har over det seneste år tabt gået fra at veje næsten 80 kg til at veje omkring de 60. Jeg vil gerne være endnu tyndere, fordi jeg er bange for at andre synes jeg er for tyk, og hver gang jeg går rundt på min skole og folk ser mig, er jeg bange for at de snakker ondt om mig. Det påvirker mit liv rigtig meget, og det gør mig ked af det, fordi jeg godt ved at mange af mine tanker er forkerte, og mit temperemant ødelægger meget. Jeg håber i kan hjælpe mig.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Tak for dit brev, som giver mig et indtryk af, at du gerne vil lære at styre dit temperament, og at du har brug for at styrke dit selvværd. Der er jo meget, der fungerer godt i dit liv: du er i gang med en uddannelse, du har en kæreste du er glad for, og du har præsteret at tabe 20 kg, således at du nu er nede på en normal vægt – godt klaret!
Du skal arbejde på at blive tilfreds med at være det menneske, du er og glæde dig over alt det, der lykkes for dig. Din kæreste er sikkert glad for dig lige præcis som du er, og en lignende indstilling skal du have til dig selv. Prøv at lade være med at tænke så meget over, hvad andre synes om dig – men i stedet skal du foretage dig ting, der glæder dig. Hver dag skal du tænke over, hvad der kan gøre dig glad – og sørge for at gøre det. Godt at du er fysisk aktiv, og siden du kan lide at bevæge dig, kan du bruge det til at få styr på dit temperament. Når du mærker rent kropsligt, at du bliver irriteret, ophidset eller vred – så giv dig selv en pause: træk vejret helt nede fra maven og bevæg dig væk fra den situation, der provokerer dig. Hvis det er muligt gå eller løb en tur og find ud af, hvad der er galt. Hvis du skal have sagt noget til en anden, så vent med at sige det, til du er blevet klar over, hvad der har gjort dig ophidset, og hvad du gerne vil have, at den anden gør. Du kan få styr på dine følelser og finde indre ro gennem din vejrtrækning. Derfor skal du øve dig i at blive mere bevidst om din vejrtrækning og bruge den til at skabe ro i dit indre. Det kan være en hjælp at gå til afspænding eller yoga, så måske kan du finde undervisning gennem aftenskolen eller andet – der er mange gode tilbud i fritidsprogrammerne.
Bedste hilsener Birgitte Winkel
Sidst opdateret: 12.04.2010