OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad er benæder, og hvordan behandler man det?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har en veninde som lider af benæder. Det er 3. gang hun har fået fjernet noget snask i sit venstre øre nu. Vi snakkede om hvorfor de opstår, og hvordan kan man forebygge at det opstår igen? Kan min veninde selv gøre noget for at undgå de mange opr.?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Benæder, også kaldet cholesteatom, er en tilstand hvor der danner sig en godartet svulst i mellemøret. Årsagen vil oftest være at døde hudceller er kommet ind i mellemøret, typisk via et hul i trommehinden. Det kan også være medfødt, og repræsenterer her formentlig en rest af hudceller som ikke er kommet med ud i øregangen, populært sagt. Den form for hudceller som skaber dette problem, har evnen til at "spise" knoglevævet i mellemøret. De hyppigste symptomer er vedvarende ildelugtende flåd fra øret samt øresmerter. Der kan også være svimmelhed og gradvist høretab afhængigt af hvor meget af knoglevævet som forsvinder (hvorved lyden ikke overledes fra trommehinden til høreorganet). Behandlingen af cholesteatom er operativ, og man tilstræber naturligvis at fjerne alt det væv som er årsag til problemet. Der er ikke noget din veninde selv kan gøre for at undgå problemet, udover naturligvis at undgå de aktiviteter som medfører øget risiko for bristning af trommehinden.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Læge

Sidst opdateret: 18.12.2009