OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg er en dreng på 19 år. Jeg er begyndt at have en problem med mine testikler når jeg har sex. Når jeg får erektion, og min pung begynder at krympe sammen, så er mine testikler begyndt "hoppe" op af pungen. De kan faktisk komme helt op bag om min penis hvilket ikke er særligt behageligt. Så mit spørgsmål er hvad er det lige der sker med mine testikler og er der noget jeg kan gøre for at forhindre de?
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Enhver dreng og mand har en refleks, som får testiklerne til at trække sig op i toppen af pungen, når "pungen fryser" eller evt. i forbindelse med sex. Omvendt får refleksen testiklerne til at synke ned i pungen, når der er særlig varmt, f.eks hvis man er i sauna. Du er en af de få, hvor refleksen er så kraftig, at testiklerne trækkes helt ud af pungen op mod lyskekanalens åbning i forbindelse med sexuel ophidselse. Som regel vil det være noget forbigående, som du kan regne med bliver mindre udtalt, men måske først om nogle år. Hvis man skal behandle det, kan man operere og overskære ved sædstrengene de tynde muskler, som trækker testiklerne opad. Det synes jeg, man skal være meget tilbageholdende med, for ved operationen ødelægger man så den ellers vigtige refleks. I min lange karriere har jeg vist kun foretaget operationen måske 2-3 gange, og kun så få gange fordi det oftest er lykkedes at få mændene til at være afventende. Der er ikke noget farligt i det, der sker med dig, men jeg er helt med på, at det kan være irriterende. Alligevel må jeg fraråde, at man prøver at operere dig for problemet. Jeg er overbevist om, at det efterhånden vil "gå i sig selv". God bedring.
Venlig hilsen
Poul Frimodt-Møller
Speciallæge i urologi
Sidst opdateret: 28.01.2010