Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvor kan man få en vurdering fra en uvildig tandlæge?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg vil gerne spørge om, hvordan jeg får en henvisning til kæbekirurgisk afdeling på Århus sygehus. Alt startede sidste år i april, hvor jeg fik smerter og min tandlæge ikke kunne finde ud af, hvad det var. I august kom en tandbyld, og jeg valgte at gå til en anden tandlæge. Det viste sig så, at der var betændelse i kæben, ikke i tanden. De borede tanden ud fire gange og rodbehandlede. I september, to dage før jeg skulle på ferie i Tyrkiet brækkede tanden. Den var for udboret.

Jeg gik så til tandlæge i Kusadasi, en tandlæge, som rejsebureauet anbefalede. Han gav mig en bro og 3 kroner, rykkede tanden ud og syede, altsammen på fire dage. Han anbefalede, at jeg fik en anden tand skiftet ud med en bro, da den også ville knække. Det er den, og det har jeg mange problemer med.

I juni i år var jeg i Izmir og fik min mands tandlæge til at se på den. Tanden var ok og kronen var ok, men de havde ikke kontakt, og derfor havde jeg fået et stort hul. Hun prøvede at få kronen af, men det kunne ikke lade sig gøre, så hun borede ind under.

Der var så mange smerter, og hun kunne ikke bedøve mig, hun brugte 3 injektioner uden held og siden da har jeg smerter. Der er også et eller andet ved den anden krone, noget der klikker, som om den ikke sidder rigtigt. Nu er det, at jeg ikke stoler på nogen tandlæge mere. Og jeg har daglige smerter. Derfor vil jeg gerne på hospitalet - altså et uvildigt sted. Kan I hjælpe med hvad jeg skal gøre?

Svar

Kære Spørger

Ja, dine tandproblemer lyder lidt komplicerede, og jeg kan rigtig godt forstå, at du gerne vil have en uvildig mening om situationen.

Det eneste jeg lige kan komme i tanke om er, at du kan henvende dig til Tandlægeskolen i Århus, mandag - torsdag, mellem kl. 10 - 14, tlf. 8942 4060 eller 8942 4080 hurtigst muligt, da den slutter for tilgang af patienter i begyndelsen af september måned 2011.

Held og lykke!

Med venlig hilsen

Anne Pedersen,

specialtandlæge, dr. odont.

Sidst opdateret: 24.08.2011




Annonce