OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære netdoktor
Jeg har i længere tid, når det har været vinter, og jeg har stået uden for og røget, blevet helt følelsesløs i to fingre (pegefinger og langefinger). Det har derefter taget mig adskillige minutter med gnubben på mine fingre for at få dem til at live op igen (de bliver også helt hvide, altså der er ingen farve i fingrene). Det er meget ubehageligt.
Som om det ikke var nok, er jeg her inden for de sidste 4 ugers tid også begyndt (ligeledes efter at have røget) at få et meget sløret syn. Altså kan jeg ikke rigtigt fokusere og se noget ordentligt. Alt bliver helt sløret for mig, og dette varer gerne i omkring 3-4 minutter, før jeg igen får mit syn tilbage.
Jeg ved ikke, om det overhovedet har noget med rygningen at gøre, men det sker gerne, når jeg har røget. Jeg har også tænkt mig at stoppe med at ryge , men nu var jeg egentlig bare lidt i tvivl om, hvad det var, og om det måske er noget farligt?
Jeg tager intet medicin, andet en p-piller.
Hilsen en spørger
Kære spørger
Det lyder som om, du har et problem med kredsløbet, og jeg mener, at du i første omgang skal gå til din egen læge og få målt blodtryk , blodprocent, m.m.
Du skriver, at du spiser p-piller , og det kan ikke afvises, at der er en sammenhæng der, selvom det er blevet sjældnere med de nyere typer p-piller. Hvis din egen læge frikender dig, bør du gå til en øjenlæge og få undersøgt nethindens og synsnervens blodkar. I sjældne tilfælde er der en sammenhæng imellem tendens til kolde fingre og sygdommen grøn stær , men jeg har nu aldrig set det hos så ungt et menneske.
Venlig hilsen
Erik Krogh
Overlæge, dr.med. i øjensygdomme
Sidst opdateret: 30.11.-0001