Kære netdoktor
Jeg har nu i ca. 3 måneder haft blærebetændelse . Til at starte med blev jeg behandlet med Sulfametizol. Det føltes som om det hjalp, men smerterne kom hurtigt igen. Min læge sendte en prøve til dyrkning på laboratotiet, og efter 5 dage viste den at jeg havde 2 bakterier som skulle behandles med Nitrofurantoin 50 mg 4 gange dagligt i 8 dage. Da de 8 dage var gået, var det stadig ikke væk. Jeg blev sat igang med en omgang mere, selvom min læge mente det var usandsynligt at jeg stadig havde infektionen. Så lettede mine smerter endelig, og jeg troede det var overstået.
1 uge efter jeg var færdig med medicinen, afleverede jeg en prøve til kontrol hos lægen. Den har jeg nu lige fået svar på, og den viser jeg stadig har infektionen. Nu skal jeg på en stærkere kur i 3 dage og komme til kontrol i næste uge.
Mit spørgsmål er: Smitter en urinvejsinfektion ved sex? Jeg har kun den samme partner og han har ikke været syg. Vi dyrker ubeskyttet sex, men har selvfølgelig ikke gjort det mens jeg har haft smerter. Kan han have en bakterie som ikke giver symptomer hos ham, men som han smitter mig med?
På forhånd tak.
En spørger
Kære spørger
Jeg mistænker, at du er ”en af de kvinder”, der vedvarende har bakterier i urinen. Det typiske vil så være, at du kan få blærebetændelse efter samleje med en ny partner, med hvem der kan gå ½-1 år, før det ophører. Hvis do og din partner har været sammen gennem flere år, passer ”disse penge ikke”.
Alligevel kan det blive et forbigående problem hos kvinder, der altid har bakterier i urinen. Dette fænomen er langt hyppigst hos kvinder, men det kan forekomme hos begge køn efter ca. 65-års alderen. Der ligger absolut ingen alvorlig grund bag, at der vedvarende er bakterier, og det er ikke farligt at have bakterierne. Derimod vil sådanne mennesker selvfølgelig have en større tilbøjelighed til at få blærebetændelser.
Læg mærke til, at jeg skelner mellem det at have bakterier i urinen (bakteriuri) og det at have blærebetændelse (cystitis = symptomer på blærebetændelse og bakterier i urinen). Jeg skelner, fordi man skal ikke hos voksne mennesker behandle, bare fordi der findes bakterier. Hos sådanne mennesker skal der kun behandles i forbindelse med evt. kikkertundersøgelse eller kikkertoperation i blæren. Desværre er antibiotikaforbruget i Danmark fortsat stigende og parallelt her med stiger antallet af bakterier, der bliver resistente for de forskellige antibiotika. Derfor bør læger være tilbageholdende og ikke behandle ukritisk.
Jeg mener således absolut ikke, du bør sættes i antibiotika behandling – og slet ikke med ”stærkere” antibiotika – fordi der er fundet bakterier. Derimod skal du selvfølgelig behandles, når og hvis du har symptomer men ellers ikke.
Hvis du nu bliver ved med at få symptomer efter samleje, kunne din læge prøve at lade dig tage én Lucosil tablet efter hvert samleje (Evt. én tablet Selexid). Alternativt kan han/hun give dig en forebyggende behandling med f.eks. Trimopan én tablet ved sovetid i 3 måneder (100 tabletter).
Hvis problemet fortsætter, bør du principielt tjekkes i en urologisk afdeling for, om der er en anden årsag til dine problemer. Til sidst: Du smitter ikke din partner og smittes ikke af din partner. Så hvad det angår, kan I roligt fortsætte jeres sexliv.
God bedring.
Venlig hilsen
Poul Frimodt-Møller
Speciallæge i urologi
Sidst opdateret: 20.12.2027