Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Skal man som teenager vaccineres mod mæslinger, fåresyge og røde hunde?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Der er så meget i pressen for tiden omkring MFR vaccination. Min søn, der nu er 14 år, har ikke fået denne vaccination.

Mener I, at han er i risikogruppen?

Hvordan vurderer I de risici, der er i forbindelse med MFR vaccination?

På forhånd tak.

Venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger,

Vi ser desværre ikke helt sjældent, at unge mennesker kommer hjem fra rejse, hvor de har pådraget sig mæslinger. Mæslinger har forekommet det sidste år i større epidemier i Europa og i mindre omfang i Danmark, også fåresyge har der været epidemier af i Europa og tilfælde også i Danmark.

Desværre er vaccinationsdækningen med den såkaldte MFR vaccination kun omkring 85% i Danmark, og dermed er der mulighed for, at der kan opstå mindre epidemier blandt de uvaccinerede.

Det er synd, for både mæslinger, fåresyge og "røde hunde" kan give farlige komplikationer, og generelt er det sygdomme, som er meget ubehagelige, når man får dem som voksne.

Alle bør derfor vaccineres med MFR, og det er bestemt ikke for sent som teenager.

Nogle overbevisende risici ved vaccinationen er aldrig blevet bevist.

Med venlig hilsen

Søren Thybo

Speciallæge i infektionssygdomme

Sidst opdateret: 11.07.2012




Annonce