OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Min datter på 29 år havde " kyssesyge " som 15-årig. Siden da har hun haft gentagne halsbetændelser , som er blevet behandlet med penicillin.
Hun har store betændt mandler, der først kan fjernes, når hun har været infektionsfri i 3 måneder., men det når hun aldrig. Hun har infektion mindst en gang om måneden.
Det har blandt andet bevirket, at hun ikke kan holde på et job eller gennemgå en uddannelse på grund af for meget sygdom. Jeg mener at have hørt om en form for medicin, der stimulerer immunforsvaret, men jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Det gives i form af infusion. Kan det være en løsning for min datter? Hvis ja, hvad skal vi foretage os?
Med venlig hilsen
En spørger
Kære Spørger,
Kronisk betændte "mandler"- kronisk tonsillitis i lægefagsproget- er en tilstand, som er tilskrevet mange årsager og virkninger.
Man kan påvise mange forskellige virus og bakterier , hvis man undersøger væv fra kronisk betændte mandler, og omvendt er de betændte mandler beskyldt for at påvirke kroppens immunforsvar og kunne give en lang række symtomer for eksempel fra huden. Dokumentationen for disse årsagssammenhænge er dog ret spinkel.
Mandlerne er en vigtig del af barnets immunforsvar og strategisk placeret i halsen parat til at opfange fremmede mikroorganismer (bakterier og virus), der kommer ind med føden og få kroppens immunforsvar til at danne et forsvar mod disse mikroorganismer.
Hos langt de fleste, efterhånden som kroppens immunforsvar modnes, vil der hos de fleste ikke længere være gentagne betændelsestilstande af mandlerne. Senere i livet- hos voksne- er mandlernes betydning formentlig ikke stor, og tidligere hvor man opfattede de hævede betændte mandler ved halsbetændelsen som årsag til sygdom, var fjernelse af mandlerne hos børn (tonsillektomi) en meget anvendt operation.
Hos nogle ældre børn og unge kommer der gentagne tilfælde af halsbetændelse med tydeligvis betændte mandler (tonsillitis), og i de tilfælde synes operation at være indiceret eller i hvert fald kronet med succes.
Et stort studie fra Sverrige, hvor man efterundersøgte over 54.000 opereret netop for kronisk betændelse i mandlerne, så man bedring af symptomerne i mere end 90% af tilfældene. Derimod er der mig bekendt ingen immunstimulerende stoffer, som i den forbindelse har nogen påvist effekt på kronisk "tonsillitis".
Med venlig hilsen
Søren Thybo,
Speciallæge i infektions- og tropemedicin
Sidst opdateret: 26.08.2012