OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg har igennem de sidste 15 år haft et problem med at stoppe til i næsen hver eneste nat.
Om dagen er det ikke så generende bortset fra, at jeg altid har en klump "snot " i svælget. Om natten, når jeg forsøger at sove, stopper jeg til i det næsebor, hvis side jeg ligger på. Hvis jeg ligger til venstre, stopper jeg til i venstre næsebor. Hvis jeg så ligger mig på højre side, "vandrer" snotten over og stopper det andet næsebor til.
Jeg kan ikke puste det ud. Jeg har prøvet saltvand, Xymelin, Flexonase og lignende uden held. I marts 2011 blev jeg opereret i næsen og fik rettet næsevæggen op, men det hjalp ikke, og jeg er fortsat generet af det.
Jeg får ikke rigtig noget brugbart at vide hos egen læge. Har I et godt råd til, hvad jeg skal gøre eller kan sige til min læge? Jeg lider ikke af allergi.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger,
Der er mange faktorer, der spiller ind på luftpassagen i næsen.
For det første - næseskelettet: næsemuslinger, næseskillevæg og de øvrige næsebruske i den ydre næse. Disse strukturer afgør den fysiske begrænsning for pladsforholdene i næsen.
For det andet - slimhinden i næsen. Næseslimhinden dækker hele den indvendige del af næsen inkl. næsemuslingerne. Slimhinden kan variere ekstremt i tykkelse, tænk blot på hvor nedsat luftpassagen kan være ved forkølelse og høfeber.
For det tredje - tyngdekraften. Tyngdekraften bevirker, at vævsvæskerne og blodet søger nedad. Det er årsagen til, at næsen hurtigst lukker til på den side, man ligger på.
For det fjerde - "polypperne" i næsesvælget ( adenoide vegetationer ). De består af lymfevæv, som kan hæve op og nedsætte passagen i næsesvælget. Det sker hyppigst i barndommen men forekommer hos voksne.
Jeg går ud fra, at du har fået foretaget en allergitest og, at den er negativ. Hvis ikke - bør det gøres, og eventuelle allergener undgås.
Jeg går også ud fra, at du er undersøgt med en næsekikkert og fået udelukket, at der er store "polypper" i næsesvælget. Du har tilsyneladende også forsøgt at anvende de relevante medikamenter uden den store effekt. Heller ikke en operation af næseskillevæggen gjorde det bedre.
En anden mulighed er operation af næsemuslingerne. Der sidder tre på række i begge sider af næsen ordnet som "radiatorribber". Slimhinden på næsemuslingerne kan hæve voldsomt og næsten lukke næsen af.
Der findes flere forskellige typer indgreb, hvoraf den mindst omfattende er en varmebehandling med en el-nål. Det kan foretages i lokalbedøvelse uden de store gener. Mere radikalt kan dele af slimhinden og den underliggende knogle fjernes.
Jeg foreslår, at du kontakter din øre-næse-halslæge og hører, om det vil være relevant i dit tilfælde.
Med venlig hilsen
Mikkel Holmelund
Speciallæge i øre-næse-halssygdomme
Sidst opdateret: 09.12.2012