Hvorfor har jeg dårlig ånde?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg har to problemer, som jeg tror hænger sammen. Det ene problem er, at jeg lider af dårlig ånde. Jeg tænker altid meget over min ånde, når jeg står tæt på andre mennesker. Jeg bryder mig ikke om at tale, hvis jeg ikke lige har spist tyggegummi eller lignende.

Min ånde er værre nogle dage i forhold til andre, men jeg har ikke lagt mærke til, om det skyldes bestemte madvarer. Når det er værst, hjælper det heller ikke at børste tænder. Nogle gange kan jeg selv smage det, og det føles som om, det kommer bagerst fra munden.

Mit andet problem er, at jeg altid har en følelse af at have slim siddende i halsen - ligesom efter en omgang hoste/halspine. Jeg kan mærke, at det sidder øverst i halsen. Det er specielt tydeligt efter, at jeg har spist lettere madvarer som f.eks. lyst brød.

For et års tid siden var jeg hos min praktiserende læge, som kiggede mig efter i halsen. Jeg fik at vide, at der ikke var noget at se, samt at jeg kunne prøve at tage Mucolysin til at løsne det. Dette hjalp dog ikke.

Kan jeg gøre noget for at fjerne slim fra halsen? Og kan min dårlige ånde komme fra halsen?

Med venlig hilsen,

En Spørger

Svar

Kære Spørger,

Det er bestemt ikke rart at lide af dårlig ånde. Du skriver, at du nogle gange føler, at den dårlige smag kommer bagerst i munden. Det får mig umiddelbart til at tænke på, om du mon har en tandkødslomme omkring en ikke helt frembrudt visdomstand.

Der kan nemlig ophobes forrådnelsesbakterier i tandkødslommer, og disse bakterier danner ildelugtende svovlforbindelser.

I første omgang vil jeg derfor råde dig til at få en grundig undersøgelse hos din egen tandlæge. Skulle mit gæt vise sig at være forkert, må du vende tilbage.

Med venlig hilsen

Anne Pedersen,

Specialtandlæge, dr. odont.

Sidst opdateret: 16.12.2012