OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg vil gerne vide, om der er noget man kan stille op imod blister i munden. For mit vedkommende er det et stort indgreb i min livskvalitet, idet der er mange perioder hvor det er forbundet med smerte at spise og drikke.
Jeg har tidligere anvendt steroidpræparatet Kenalog, som nu er udgået. Jeg har prøvet næsten alt og intet hjælper. Derudover er det beskæmmende at læse lærde menneskers svar på spørgsmål om blister, svarene er næsten enslydende og er ikke særligt brugbare som patient.
Jeg håber, der er noget nyt, og kan slet ikke forstå der ikke er noget at stille op, når nu så mange plages af blisterne.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Tilstedeværelsen af blister i munden påvirker i den grad livskvaliteten.
Du skriver, at du har lidt af blisterne i 20 år, og det virker ikke som om, tilstanden hos dig er blevet bedre med årene. Det er lidt usædvanligt, da sygdommen oftest "brænder ud" med alderen. Derfor kan jeg forestille mig, at netop du har brug for et tilskud af jern og folinsyre i 2-3 måneder for at forebygge udbruddene.
Zink har også vist sig at have en forebyggende virkning på udbrud af blister i munden - derfor vil jeg også foreslå, at du tager en 3 måneders kur med store doser zink: 50-100 mg 2 gange dagligt sammen med et måltid. Jeg er sikker på, at du vil have gavn af disse anbefalinger.
Til lokal brug når først blisterne er kommet, ved jeg ikke om du har forsøgt dig med Myrratinktur. Den kan købes på apoteket og duppes direkte på den aftørrede blist. Det gør virkelig ondt i det øjeblik man dupper tinkturen på sårene, men på en eller anden måde får den sårene til at trække sig sammen, så de herefter gør mindre ondt.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Anne Pedersen
Specialtandlæge, dr. odont
Sidst opdateret: 08.09.2013