Hvorfor bliver jeg fuldstændig udmattet ved fysisk aktivitet?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har altid været en aktiv sportspige, og er det endnu. Jeg løber og spiller håndbold et par gange om ugen. Mit problem er specielt, når jeg spiller håndbold, så går jeg kold i musklerne efter en spurt. Jeg bliver utilpas og svimmel, og så føles mine muskler i arme, ansigt og lår som gelé. Forsøger jeg at spurte igen, så ryster mine muskler, og jeg er på grænsen til at besvime. Med hensyn til mit løb ved siden af, så er det ikke så galt, men det udføres normalt også ved lavere intensitet, men jeg har dage, hvor skoene må blive på hylden, fordi mine ben er trætte. Jeg har det som om, jeg ikke ville kunne løfte en liter mælk eller føre en samtale. Følelsen varer ved, og det ender typisk med, at jeg går lige hjem i seng.

Jeg træner ikke hver dag, og nogle dage er jeg nødsaget til at holde fri, fordi jeg føler mig så træt. Generelt har jeg altid døjet meget med træthed, og jeg gør det endnu. Jeg sover i gennemsnit ti timer hver nat, og der er dage, hvor det føles som for lidt. Jeg har fået det undersøgt som barn, teenager og voksen, og hver gang ser alt normalt ud.

I løbet af de seneste to år er mine symptomer eskalereret. Muskeltræthed i forbindelse med fysisk udfoldelse har aldrig før været et problem. Min mor synes, jeg er begyndt at skele på øjnene, og at jeg til tider bliver gul i huden. Det er ikke noget, jeg selv har observeret, men hun siger det jævnligt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, og situationen skræmmer mig - hvad gør jeg?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Det er meget vanskeligt at sige, hvad du fejler blot ud fra din mail, men der er dog nogle ting, som jeg vil foreslå, du får undersøgt, hvis ikke du allerede har fået gjort det.

Hvis du bliver gul i huden, som din mor siger, du gør, kan det skyldes en ophobning af det stof, der hedder 'bilirubin' i dit blod. Nogle kalder det 'galde-farvestof', og det er et såkaldt nebrydningsprodukt fra de røde blodlegemer, når disse går til grunde. Der er forskellige lidelser, der kan medføre dette. En ophobning af bilirubin ses ofte sammen med træthed. Så du skal i hvert fald have taget nogle blodprøver og få undersøgt dine levertal. Det kan din egen læge sørge for.

At du bliver udmattet ved træning af høj intensitet, kunne også skyldes, at du måske får en uregelmæssig hjerterytme ved høj intensitet. Det sker faktisk hos nogle sportsfolk. Det bør du også få undersøgt på et hjerteambulatorium. Endelig findes der nogle såkaldte 'neurologiske lidelser', altså lidelser i forbindelse med nervesystemet, der medfører hurtig udtrætning af musklerne. Dette skal undersøges hos en neurolog.

Dette svar giver dig desværre ikke en endelig løsning, men måske et redskab til, at du sammen med din læge kan komme videre og finde en løsning på dit problem.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johansen

Speciallæge i ortopæd- og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 18.12.2013