Annonce

Hvorfor har jeg dårlig ånde?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har gennem længere tid døjet med dårlig ånde.

Jeg har flotte tænder og sundt tandkød, og jeg passer mine tandlægebesøg. Jeg børste tænder jævnligt, bruger tandtråd og får altid at vide, at min mundhygiejne er i top. Derfor er det med sikkerhed ikke fra mine tænder og mit tandkød, problemet stammer.

Jeg skraber tit min tunge, som jeg selv mistænker for at være en del af problemet, idet den virkelig er belagt med et ildelugtende lag. Jeg har læst mig frem til, at der i munden lever mange forskellige bakterier, som er vigtige, men at der også kan forekomme en overproduktion af visse bakterier, som kan give en slem drageånde.

Mit problem er efterhånden af en sådan karakter, at det begynder at true mit ægteskab. Jeg bliver såret og ked af det, når min kone er tæt på at brække sig, når jeg kommer for tæt på hende, men selvfølgelig kan jeg godt forstå hendes reaktion.

Jeg tygger tyggegummi og sutter stærke bolcher bare for at holde stanken en smule på afstand, men uden at det hjælper noget. Det påstås, at man ikke selv kan lugte sin egen ånde, men det kan jeg modbevise, idet at jeg faktisk af og til selv kan fornemme, at jeg lugter endog særdeles grimt ud af munden.

Jeg har for øvrigt gennem mange år observeret, at ligegyldigt hvad jeg spiser, så forvandles det hele til præcis den samme smag i min mund. Ligegyldigt om jeg spiser pasta, kartofler, fisk, kød, pizza, rugbrød, sandkage eller ispinde, så får jeg hurtigt den samme smag i munden.

Jeg har også lagt mærke til, at lugten findes i mit spyt. Hvis jeg eksempelvis fugter mine læber, eller hvis jeg lader en finger berøre tungen, så fornemmer jeg samme grimme lugt.

Jeg ved ikke, om I kan finde hoved eller hale i mit spørgsmål, men et svar og lidt hjælp ville falde på et meget tørt sted.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Dårlig ånde (halitosis) er en relativ hyppig tilstand. 15 procent af befolkningen angiver, at de har dårlig ånde. Mere end 90 procent af tilfældene stammer fra mundhulen, men dårlig ånde kan også være forbundet med tilstande og lidelser i andre organer. Det drejer sig hyppigst om mandelpropper (kronisk halsbetændelse), kronisk bihulebetændelse og infektion med Helicobacter Pylori ("mavesårsbakterier") .

I sjældne tilfælde skyldes dårlig ånde sygdomme i nyrer, lever eller lunger. Også sukkersyge kan i sjældne tilfælde give anledning til dårlig ånde. Kronisk halsbetændelse er umiddelbart den mest sandsynlige årsag. Hvis det kan bekræftes efter en undersøgelse, kan det hjælpe at få fjernet mandlerne.

Det kan i øvrigt være relevant at få foretaget en CT-scanning af bihulerne samt en gastroskopi (for at undersøge om du har infektion med mavesårsbakterier i maveslimhinden). Da din tandlæge tilsyneladende har frikendt dine tænder og tandkød, samt at dine gener er så udtalte, vil jeg foreslå, at du beder din læge henvise dig til en øre-næse-halsafdeling.

Med venlig hilsen

Mikkel Holmelund

Speciallæge i øre-næse-halssygdomme

Sidst opdateret: 19.01.2014




Annonce