Kære Netdoktor
Jeg er en mand på 42 år, som søger hjælp i forbindelse med manglende sexliv med min hustru.
Vi har kendt hinanden i snart 18 år og af dem har vi været gift i elleve. Vi har sammen en datter på 6 år.
Før min hustru blev gravid, havde vi et dejligt sexliv, med masser af dejlige stunder, og lærte meget af hinanden. Min hustru arbejder meget og er naturligvis træt, når hun lander hjemme på matriklen, men efter aftensmaden liver hun lidt op.
Problemet er, at hun ikke magter også at skulle have sex med mig i ny og næ. Ikke fordi det er med mig, men fordi, siger hun, at hun er meget træt. Det er hun så "sjovt" nok også de dage hun ikke arbejder og generelt størstedelen af vores ferier.
Når vi er sammen (husker ikke sidst hvornår) er det mest mig, der laver forspillet og når hun så er varmet godt op, ville det jo være rart for mig, om hun var med på at skulle give igen, men intet sker. Det er som om hun fryser fast i madrassen og bare lader tingene ske. Det er noget trivielt.
Hun er lidt mere på, når jeg kommer op i hende, fordi hun lever sig ind i situationen og er med og taler kælent og fortæller hvor dejligt det er at blive taget. Lidt hen af tre ryk og én aflevering, kommer hun og det hele er lige så hurtigt slut, som det lige var begyndt.
Har I nogle fif til hvordan jeg bedre kan få skovlen ind under hende og få hende kørt mere ind på sporet "sex med ægtemanden"? Vi er ikke til s/m nogen af os og alligevel har vi begge ønsket at prøve at bryde nogle ellers tidligere grænser. Vi har tidligere haft rollespil med ind i legen, hvor hun blev bundet og pirret og leget med. Det er dog ligesom gledet fuldstændigt ud i sandet, og det går mig MEGET på. Jeg er ved at være træt af, at jeg kun får udløsning ved eget onani.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Tak for dit ærlige brev, hvor du fortæller om dine frustrationer i forhold til din kone, som du nu har kendt i 18 år.
Det skal du selvfølgelig gøre noget ved, og din faldgrubbe er at du retter din opmærksomhed udelukkende på jeres seksuelle samliv og undlader at betragte jeres forhold som en helhed, hvor daglig kontakt, følelser, fællesskab og sexliv hænger sammen.
Efter 18 år sammen er det meget naturligt, at der kommer en stilstand, hvor gløden i forholdet kan blegne, og der skal gøres en ekstra indsats for at holde liv i forholdet.
Du vil gerne ”have skovlen ind under hende”, hvilket er meget forståeligt, men du skal være opmærksom på, hvordan du får det. Det er positivt, at I tidligere har haft et spændende og varieret sexliv, hvilket I selvfølgelig kan få igen med lidt omtanke og tålmodighed fra din side.
Når din kone melder ud, at hun er træt, skal du lytte til det. Er det hendes arbejde, der gør hende træt – i så fald tal med hende om, hvordan hun kunne tilrettelægge arbejdet på en sådan måde, at hun havde overskud til sit private liv.
Er det dig, hun er træt af – hvad handler det om? Savner hun et andet fællesskab med dig, end det I har – hvordan deler I de hjemlige opgaver, således at du også tager din del af det.
Hvilke fælles interesser har I? Går I ud sammen og får nye oplevelser?
Viser du din kone anerkendelse for det, hun klarer, for hendes udseende med mere – kommer du nogle gange med overraskelser i form af blomster eller initiativ til noget, du ved, hun holder af?
Alle disse små og måske banale ting i dagligdagen kan åbne vejen for, at jeres intime samliv igen kan blomstre.
Det er også vigtigt, at du passer på dig selv og din krop. At du får lavet motion og får god kost. Er opmærksom på dine vaner i forhold til spiritus og røg.
Og endelig er det meget vigtigt, at du accepterer hendes træthed og har tålmodighed med, at hun igen får lyst til at dyrke sex med dig.
Bedste hilsener fra
Birgitte Winkel
Samlivsterapeut og Socialrådgiver
Sidst opdateret: 21.02.2015