Annonce

Jeg har fået lagt en blokade, hvornår virker den?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

For fire måneder siden faldt jeg og mit højre lårben fik et hårdt slag. Jeg havde voldsomme smerter og blev røntgenundersøgt, men der var intet brud. Derefter har jeg været under behandling hos en psykoterapeut og to reumatologer.

I går var jeg hos en læge, som konstaterede, at jeg havde betændelse i slimsækken (lille "pose" dannet af slimhinde, red.) i højre ben nær lårmusklen og jeg fik en indsprøjtning på stedet. Tilsyneladende er der ingen bedring og han sagde, at han ikke kunne gøre mere.

Jeg har meget svært ved at gå på grund af stærke smerter. Jeg fik at vide, at jeg kunne tage almindelige smertestillende piller, men indtil nu er der i ingen medicin, der har hjulpet. Nu spørger jeg, der nogen muligheder for andre behandlinger. Selv om jeg er gammel (jeg er 96 år), vil jeg meget gerne kunne gå bedre og uden smerter.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Jeg går ud fra, at den indsprøjtning du har fået, er det der kaldes en blokade - altså binyrebarkhormon. Det virker ikke fra dag til dag, men kan virke bedre og bedre gennem flere uger. Det vil sige, at du bliver nødt til at have lidt tålmodighed. Det ville være samtidig være fint med udspænding af muskulaturen i området

Indsprøjtningen af binyrebarkhormon kan eventuelt gentages ultralydsvejledt efter seks uger.

Hvis det derefter alligevel bliver ved med at gøre ondt, synes jeg du skal bede om at få taget et kontrolrøntgen af din hofte.

Men hav lidt tålmodighed.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johannsen

Speciallæge i ortopædi- og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 20.05.2015




Annonce