Kære Netdoktor
Efter fald på en trappe i starten af marts 2013, laver jeg et vrid i mit højre knæ. Dette vrid forårsager, at min mediale menisk revner. Denne bliver sutureret (syet, red.) en måneds tid efter faldet. Cirka seks uger efter denne operation, falder jeg igen på trappen, da mit knæ knækker sammen under mig. Denne gang får jeg en patellaluksation (forstuvning af knæskallen, red.), som resulterer i en stor bruskskade bag på min knæskal, dette bliver konstateret ved en artroskopi i sensommeren 2013.
Da jeg bliver ved med at have smerter, henvender jeg mig hos min egen læge, som sender mig til fornyet vurdering på ortopædkirurgisk ambulatorium. Her mistænker man, at min menisk igen er problemet, så jeg får igen lavet en artroskopi i februar måned 2014. Denne viser dog, at min menisk er intakt og sutureringen stadig er på plads.
I marts i år falder jeg på et fortov, fordi det er glat af sne. Jeg falder ned på knæet og bukker helt sammen i knæleddet (jeg har bevægeindskrænkning i knæet svarende til cirka 105 grader, så dette fald gør virkelig ondt, og jeg skriger af smerte). Jeg henvender mig hos lægevagten, som siger, at det kan hun ikke gøre noget ved, og at jeg må bruge RICE-princippet og henvende mig hos en praktiserende læge.
Eftersom faldet sker, mens jeg er på ferie, henvender jeg mig hos en lokal læge, som akut henviser mig til skadestuen, de kan dog ikke undersøge mit knæ ordentligt på grund af smerter og hævelse. Jeg bliver sendt hjem med en blød forbinding og med besked om at henvende mig hos egen læge, hvis jeg fortsat har smerter. Efter ferien tager jeg til min egen læge, som henviser mig til udredning hos ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor jeg får foretaget en MR-scanning, som jeg fik svar på i går.
Lægen forklarede, at de kunne se, at jeg har bruskskader inde i knoglerne; de ser fine ud udenpå, men indeni er de ødelagte. Lægen sagde, at det er en typisk skade, man ofte ser efter korsbåndsskader, og som man ikke kan gøre noget ved, og at jeg må lære at leve med mine smerter!
Jeg sidder tilbage med dette spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke få et nyt knæ? Jeg er 37 år og synes selv, at jeg er inde i en ond spiral, hvor jeg er afhængig af smertestillende medicin, og har været det i 2 1/2 år nu. Det er jo ikke om 20-25 år, jeg har brug for et nyt knæ, det er nu! Jeg har ikke meget livskvalitet tilbage. Jeg kan ikke løbe, cykle, hoppe eller på anden måde være aktiv sammen med min datter. Det gør simpelthen for ondt. Jeg har været sygemeldt i de 2 1/2 år. Jeg kan ikke køre bil og ej heller være uafhængig af andre. Hvor meget skal der til? Jeg kan gå cirka 25 meter, så er jeg nødt til at holde pause. Jeg bliver "træt" i mit knæ og har brændende, stikkende smerter og føler, at knoglerne ikke passer sammen. Det er virkelig smertefuldt.
Hvor kan jeg henvende mig og få et svar? Et sted hvor jeg ikke bliver affejet med, at jeg da er alt for ung til at få et nyt knæ! Jeg håber, at I kan give mig de vise sten, så jeg igen kan få et liv, der er værd at leve!
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Det er dog en fortvivlende situation, du er havnet i. Desværre er det tæt på umuligt at rådgive dig per brev uden at have set din MR-scanning.
Du er meget ung til at få et nyt knæ, ud fra det princip, at du så nok skal have det skiftet en eller to gange i løbet af livet. Det er udskiftningerne, der kan blive problematiske og eventuelt give et dårligt resultat.
Du skriver noget om en korsbåndsskade, men jeg læser det, som om at du ikke har en korsbåndsskade men nogle skader, der også ses i den sammenhæng. Hvis knoglerne er "ødelagte" indeni, er der nok tale om det, man kalder "bone bruise". Symptomerne fra dette kan nogle gange godt mindskes over tid.
Har du prøvet fysioterapi med henblik på at træne, så du ændrer belastningen på din knæskal? Det bør forsøges. Jeg forstår ikke helt din store bevægeindskrænkning efter en meniskskade. Jeg kan ikke sige, om den skyldes arvævsdannelse, eller at der kommer noget i klemme.
Det virker, som om du har forringet livskvalitet. Jeg synes, du skal bede din læge henvise dig til et andet ortopædkirurgisk center/afdeling med henblik på en såkaldt "second opinion". Det har man "lov til" at bede om.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædi- og idrætskirurgi
Sidst opdateret: 27.05.2015