Annonce

Kan jeg forlange at få elektrochok behandling for min depression?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg lider af depression, hvilket jeg har gjort de sidste 10 år. Jeg er kun 24 år gammel, men har gennem alle årene modtaget antidepressiv medicin og jeg har prøvet mange forskellige præparater. Samtidig har jeg borderline, hvilket lægerne desværre lægger mere vægt på end min depression.

Gennem alle årene med mange medicinskift har intet præparat endnu hjulpet og jeg har ærligt talt opgivet håbet om, at antidepressiv medicin nogensinde vil få en effekt på mig. Jeg er endnu ikke (desværre) blevet tilbudt ECT-behandling, selvom jeg har enormt mange indlæggelser og selvmordsforsøg bag mig. De vurderer mig nok for velfungerende i forhold til at jeg for tiden nogenlunde kan passe min uddannelse.

Mit spørgsmål er: Kan man selv bede/forlange ECT-behandling? Jeg ønsker det virkelig, da det er mit sidste håb for bedring. Jeg tror simpelthen ikke på jeg nogensinde bliver rask, hvis jeg ikke snart får den rette behandling. Jeg har ikke selv spurgt om muligheden for ECT da jeg er så enormt bange for at blive afvist. Jeg vil derfor rigtig gerne vide om jeg reelt har noget at skulle have sagt vedrørende min behandling. Har jeg ret til det?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Tak for din mail i hvilken du redegør for, at du lider af depression samtidig med at du har en borderline personlighedsstruktur. Du skriver, at medicinen ikke rigtigt hjælper og spørger til muligheden for behandling med elektrochok (ECT).

Jeg gætter på, at du behandles med antidepressiv medicin - og den medicin hjælper ikke på den del af dine symptomer som hidrører til personlighedsstruktur.

ECT er den mest effektive behandling af depression, som sundhedsvæsenet aktuelt råder over og behandlingen er meget effektiv. Imidlertid virker den bedst overfor sværere depressioner og kun i mindre grad overfor lettere depressioner. Jeg synes bestemt, at du skal spørger til muligheden for ECT næste gang du taler med din psykiater - og jeg tror næppe, at du behøver at være bange for svaret. Det kan godt være, at din psykiater svarer, at man ikke finder indikation for denne behandling, men hvis ikke du spørger, så bliver du jo i hvert fald ikke klogere.

Du spørger hvorvidt du har ret til ECT. Som patient i det danske sundhedsvæsen har man en del rettigheder, men man kan ikke helt selv bestemme, hvilken behandling man vil have - men jeg synes da, at du bør diskutere det med din psykiater.

Held og lykke dermed - og rigtig god bedring. Jeg håber, at du bliver tilbudt den rette behandling, og får det bedre.

Med venlig hilsen

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri

Sidst opdateret: 04.10.2015




Annonce