Annonce

Slidgigt, muskelsmerter og tommerfingerled der driller, hvad kan det være?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en kvinde på 56 år. Fra jeg var barn har jeg haft problemer med stivhed og smerter i knæene der blandt andet gjorde det svært at være med til fangelege i frikvartererne, hvor knæene først lige skulle "varmes op".

Efter fem-ti kilometers gåture som spejder hævede knæene voldsomt, og jeg måtte holde sengen næste dag. På grund af, at mine knæ gik af led har jeg fået foretaget opstrammende operation i begge knæ som 26- og 33-årig.

I flere år har jeg haft slidgigt i begge knæ og fået lavet kikkertoperation med oprensning af leddene. For seks år siden fik jeg at vide, at de ikke kunne gøre andet end at give mig kunstige knæ, når generne i knæene blev uholdbare.

Jeg startede da med glukosamin og D-vitamin, hvilket har givet mig færre smerter og en længere gangdistance. Der er også slidgigt i skulderleddene, hvor jeg har fået binyrebark injektion i højre skulder for knapt to år siden. Det gav ro i ledet næsten et år.

Jeg har gener fra storetåens grundled samt i fingrenes yderste led. I den senere tid er jeg begyndt at have gener også i mine tommelfingre i det nederste led, hvor de kan hænge lidt fast.

Men nu til mit aktuelle problem og spørgsmål. Jeg har gennem to-tre måneder haft smerter i min højre biceps (bøjemuskel på overarmen red.). Smerten opstod måske efter, at jeg havde løftet en tung taske op på en akavet måde. Jeg har tænkt, om det måske var en lille fibersprængning. Smerten er ikke konstant, men kommer, hvis jeg løfter noget eller nogle gange blot løfter armen - den har dog været lidt væk en uges tid, men så kommet tilbage igen.

Jeg er nu også begyndt at have lidt gener af samme karakter i den venstre overarmsmuskel - og det giver jo ikke mening, da den ikke har været overbelastet.

Jeg spekulerer på, om der kan være nogen sammenhæng mellem mine ledgener og muskelsmerterne?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Noget jeg bemærker er omtalen af dine tommelfingre som kan låse/hænge lidt fast i det yderste led. Det kunne godt skyldes, at du har udviklet det der hedder en springfinger, som skyldes en irritation/fortykkelse på bøjesenen.

Det er relativ let at behandle, enten med en lille indsprøjtning med få dråber binyrebarkhormon, eller ved en ganske lille operation i lokalbedøvelse.Det er vanskeligt at sige om der er en sammenhæng mellem dine led gener og muskelsmerterne. Du siger det er slidgigt du har. Dine symptomer fra ganske ung kunne godt få mig til at tænke på leddegigt, hvilket jo er en ganske anden lidelse som giver mange symptomer. Men så ville du helt sikkert vide, at det var det du havde.

Slidgigt i skulderen kan godt bevirke, at man nemt får irritation i en slimsæk i skulderen. I så fald har man svært ved at bruge armen over vandret position. Dette kan også give irritation af senen til bicepsmusklen.

Det kunne være du har fået ondt i den venstre side fordi du har brugt den mere end du plejer på grund af den dårlige højre side. Jeg tror ikke det er en fibersprængning der giver symptomer efter så lang tid.

Jeg synes du skal tale med din læge om at få lavet en ultralyds scanning af dine skuldre. Så kan man se om der er tale om en irriteret/hævet slimsæk og eventuel irritation af senen til bicepsmusklen. Så kan din læge samtidig vurdere om ikke du har springfingre på dine tommelfingre.

Med venlig hilsen

Hans Gad

Speciallæge i ortopædi- og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 20.10.2015




Annonce