Annonce

Hvorfor knækker mine led så ofte?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg har i noget tid haft det problem at mine led knækker. De gør ikke ondt men knækker ganske enkelt 50-100 gange om dagen. Det er meget irriterende. Det eneste jeg får at vide er, at det ikke er noget, der skader. Nogen der ved, hvad der kan gøres ved det?

Efterfølgende/sideløbende har jeg fået diffuse muskelsmerter i alle muskler/sener. Det er ikke voldsomme smerter, men de er der næsten konstant på alle steder på kroppen. Ved knæbøjning, albuebøjning, hovedet, nakken, halsen, kæben, mellem skulderbladene, låret, fødderne etc. Jeg har ikke svækket muskler "kun" smerter.

Jeg er dog ikke sikker på de to har noget med hinanden at gøre ?

Pt. er jeg sygemeldt pga. muskelsmerter, søvnmangel og stress. Jeg er blevet undersøgt af reumatolog og neurolog men ingen har fundet noget. Nogen der har en ide om hvad jeg kan fejle eller hvilke prøver / undersøgelse der evt. kan hjælpe mig på vej ?

Kan det "bare" være stress ?

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

At dine led "knækker" skyldes sandsynligvis at det er din ledkapsel der giver et knæk/smæld. Der kan opstå et "undertryk" i dine led ved brug. Derved "suges" ledkapslen ind med et smæld.

Det er fuldstændig uskadeligt.

Med hensyn til dine smerter, er det svært at svare dig på hvad årsagen er. Det kan være stress, da det er de mest "mærkelige" symptomer dette kan medføre.

Det lader jo til du er relevant undersøgt. Jeg håber der bliver taget hånd om din stress-situation, med professionel hjælp. Ellers skal du tale med din læge om at få det.

Hvis dine symptomer fortsætter eller forværres, bør du tale med din læge om fornyet undersøgelse.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johannsen

Speciallæge i ortopædi og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 23.01.2017




Annonce