Annonce

Har jeg stadig følger efter min håndoperation?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Efter osteosyntese af højre håndled i blodtomhed, opstod der efter 3 døgn et kraftigt hæmatom, som ikke blev diagnosticeret.

Efter 1 år er der kraftnedsættelse og føleforstyrrelser. Neurologen anbefaler da operation på mistanke om carpal tunnel syndrom, som dog ikke var tilfældet.

Nu 3 år efter uheldet er status følgende: Kraftnedsættelse, tredje finger kan ikke følge med ned, når alle fingre bøjes - i koldt vejr er fingren iskold og hvid.

Der er ofte smerter i armen fra albueleddet og op i overarmen. Jeg kan kun tåle at få målt BT på venstre arm på gr. af stærke smerter, hvis højre arm bliver spændt ind i manchetten.

Efter røntgen af højre albue viser der sig forkalkninger.

Mit spørgsmål er kan disse forkalkninger være opstået, som følger af den kraftige blodtomhed(compartment syndrom) og hvad kan jeg gøre for at afbedre mine symptomer?

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Jeg tænker at generne med din finger skyldes en kombination af brud/operation og hæmatom.

Jeg formoder du efterfølgende er undersøgt af en håndkirurg - ellers bør du henvises til en sådan. Der er beskrevet skader efter blodtomhed (selv om det er sjældent), især hvis den har været anlagt i længere tid, så det kan ikke afvises at dine gener i overarmen kan være en følge efter dette.

Skader på en nerve på håndledsniveau, kan faktisk også nogle gange (igen sjældent) give udstrålende smerter til overarmen.

Forkalkningerne omkring din albue, kan lige så vel skyldes at du måske har haft en irritationstilstand omkring albuen i form af "tennisalbue" eller "golfalbue". Det skriver du ikke om du har haft.

Det er vanskeligt at sige hvad du kan gøre. Umiddelbart virker det ikke som om du selv kan gøre så meget.

Jeg synes du skal få en fornyet samtale med en håndkirurg hvis ikke du har haft dette.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johannsen

Speciallæge i ortopædi og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 23.01.2017




Annonce