Hej Netdoktor.
Jeg har været syg med feber fire gange inden for den sidste halvanden måned.
Hver gang har jeg slået det hen med at være en virus, fordi jeg var stresset eller bare fordi temperaturerne skifter hurtigt i år.
Men nu på fjerde gangen, hvor jeg igen må aflyse alting og ligge mig under dynen undrer jeg mig over hvordan mit immunforsvar kan være så svækket nu?
Jeg er ung og frisk, tager mine vitaminer osv.
Godt nok bor jeg sammen med min søsters baby, der går i dagpleje og tager nogle bakterier med hjem derfra - men alligevel!
Så tænkte jeg på om det kan have med at gøre at jeg er ved at få mine visdomstænder?
Tre ud af fire visdomstænder har brudt mundkødet og er i sneglefart på vej ud. Kan det være årsagen til at min immunforsvar er så svagt at hvad som helst bider på mig og at jeg igen og igen bliver syg på trods af uldsokker, ingefærte og deltidsarbejde?
Tak for hjælpen.
Mvh. en spørger
Kære spørger
Tak for dit spørgsmål - og ja, jeg kan godt forstå at du undrer dig over, at du har været syg så mange gange inden for kort tid.
Men på dit spørgsmål om hvorvidt dine frembrydende visdomstænder kan være årsag til dit nedsatte immunforsvar, må jeg nok skuffe dig.
Da det lyder som om dine visdomstænder ganske stille og roligt er på vej frem, vil de næppe kunne påvirke dit immunsystem.
Havde du derimod haft infektion omkring visdomstænderne, havde det været en helt anden historie. Men havde du haft infektion omkring visdomstænderne, ville du ikke være i tvivl.
Så alt i alt må jeg nok konkludere, at det ikke er visdomstænderne, der er skyld i dine gentagne sygdomsepisoder.
På den anden side har jeg heller ikke noget godt bud på, hvorfor du bliver ved med at blive syg. Jeg synes du bør konsultere egen læge og få lavet et rutinetjek, herunder få foretaget diverse rutineblodprøver for om muligt at finde forklaringen på, hvorfor du bliver syg så ofte.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Anne Pedersen,
Specialtandlæge, dr. odont
Sidst opdateret: 23.01.2017