Hej Netdoktor.
Mit højre knæ er blevet løst sideverst.
Det er ikke i en grad hvor det kan mærkes ved almindelig brug, men ved fodboldkampe kan der forekomme situationer hvor det kan låse.
Jeg er derfor begyndt at sætte et stykke tape rundt om knæet når jeg spiller, hvilket har forebygget dette, men jeg undgår også at belaste det for meget sidevers.
Jeg har haft 4-5 episoder hvor knæet er gået af led. Dette er sket når jeg har trukket højre fod op under mig som en "halv skrædderstilling", når jeg har siddet på sengen, sofa eller gulvet.
I det jeg så bruger ydersiden af foden til at støde fra med, når jeg rejser mig op, er knæet gået af led.
Jeg må så langsom strække benet for at få det til at smutte på plads.
Det føles som om at forskubbelsen sker på ydersiden/højre side af det højre knæ. Når benet er strakt er knæet stabilt.
Problemet forekommer når benet er bøjet.
Tak
Mvh. en spørger
Kære spørger
Du har ikke helt formuleret hvad dit spørgsmål er. Men hvis det er en forklaring på løsheden du søger, giver jeg gerne et bud.
Når dit knæ er helt stabilt på strakt knæ, er det som udgangspunkt ikke løst.
Så den fornemmelse af "funktionel løshed" du har kan skyldes at du enten har en knæskal, der bevæger sig "for langt" ud til siden på bøjet knæ, og dermed giver dig en fornemmelse af løshed.
Eller, du kan have en lille revne i din menisk. Derved er der et lille stykke menisk der kan komme i klemme. Nogle gange kan en sådan skade give fornemmelse af "aflåsning", men andre gange " smutter" lårbensknoglen hen over meniskstykket og dette kan føles som løshed.
Måden du beskriver dine symptomer på, får mig mest til at tænke på det sidstnævnte.
Din læge eller en ortopædkirurg vil kunne hjælpe dig med at stille diagnosen
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædi og idrætskirurgi
Sidst opdateret: 19.02.2017