Hvorfor ryster min datters hænder?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg har en datter på 15 år, som er begyndt at ryste på højre hånd.

Det har nu stået på længe, men det kommer og går. Det er for det meste de tider hvor hun læser op til en prøve eller noget lign.

Hvad kan grunden være? Hvad kan vi gøre?

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Rysten på en hånd kan have flere forskellige årsager. Hos en 15-årig pige kan man indsnævre mulige diagnoser en del.

Når der er forværring i forbindelse med at man skal præstere lyder det som en helt godartet rysten. I situationer hvor man har et forventningspres ser man ofte bla. øgning i hjerterytme og rysten på hænder. Det skylder kroppen er i forsvarsberedskab da et af nervesystemerne arbejder på højtryk.

I mere sjældne tilfælde kan det skyldes en ubalance i kroppen af f.eks. stofskiftet.

For at komme årsagen nærmere kan man med fordel konsultere sin læge.

Mange hilsner

Ole-Victor Laursen-Wadschier

Læge, kommende speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 19.02.2017