Kære Netdoktor
Min 4,5 årige datter er indenfor den sidste måneds tid begyndt at ”falde i staver”, som jeg mener må være den bedst betegnelse for det fænomen jeg oplever. Hun trækker sig for et øjeblik (måske 3-5 sekunder) ind i sig selv og bliver tom i blikket.
Eftersom jeg har hende på samvær fra torsdag-søndag hver 14. dag og ikke har mulighed for at aflevere hende i børnehaven, betyder det at jeg er sammen med hende i døgnets 24 timer og således også kan observere det kvantitative omfang af hendes ”falden i staver”. Lørdag registrerede jeg således 17 gange ”falden i staver” og dertil kommer vel et antal ikke registrerede tilfælde.
Det forekommer jævnt hen over dagen og er ikke hyppigere omkring sengetid, så jeg mener ikke der kan være tale om et træthedsfænomen Det forekommer i situationer, hvor hun er i aktiv leg, f.eks på vej over for at hente en dukke eller over et spil ”tal med skæg”, (så falder hun pludselig i staver for et øjeblik), og fortsætter herefter ubemærket sin leg.
Hun sover godt om natten 11-12 timer og er veludhvilet om morgenen. Hun er ellers, og uforandret, en glad og velfungerende pige. Som sagt er fænomenet kommet indenfor den sidste måned, og har ikke tidligere været at bemærke hos hende.
Moderen har også gjort tilsvarende iagttagelser indenfor den sidste måned, men er ikke af den opfattelse at det er noget man behøver opsøge en læge med.
Jeg håber hun har ret, og at I kan berolige en bekymret far.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Man ser at 10-15% af børn oplever et eller flere anfaldsfænomener i løbet af opvæksten. Disse spænder fra helt godartede fænomener til mere alvorlige tilstande. Det er derfor vigtigt at få en afklaring.
En gruppe af anfaldsfænomenerne klassificeres som epilepsi. Ved epilepsi ser man varierende påvirkning af bevidstheden og varierende omfang af trækninger i muskelgrupper.
Det vil være en rigtig god idé at filme disse anfaldsfænomer med f.eks. smartphone og medbringe til egen læge som vil kunne afgøre om det kræver nærmere udredning.
Det vil også være relevant at forhøre sig om pædagogerne i børnehaven har gjort samme iagttagelser.
Mange hilsner
Ole-Victor Wadschier-Laursen
Læge, kommende speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 23.02.2017