Hej Netdoktor.
Jeg vil gerne høre, hvorfor I tror, at mine fødder er blevet mindre?
Da jeg var "fuld udvokset" i folkeskolen, brugte jeg konsekvent en str. 38 i alle sko. Jeg mener, at det må have været fra 6.-7. klasse og opefter. I gymnasiet begyndte jeg så mere at skulle bruge str. 37. Efter gymnasiet, på universitetet bruger jeg nu konsekvent en str. 36 i alle sko, og str. 37 og 38 er bare alt for store til mig. Hvad kan skyldes det? Det undrer mig virkelig.
For at nævne nogle ting om mig selv, som, jeg ikke ved, måske har en påvirkning. Så har jeg lidt af astma, indtil jeg var 12. Jeg fik min menstruation som 13-14 årig (forholdsvis normal pubertet). Og jeg spillede fodbold indtil starten af gymnasiet. Jeg har talt lidt med min veninde om, at mine fødder måske var konstant hævede/større, da jeg spillede fodbold, og efter jeg stoppede, begyndte de måske at skrumpe? Det lyder lidt åndssvagt. - Jeg glæder mig til at høre jeres forklaring! Mvh. en spørger
Kære spørger
Jeg kan ikke give dig nogen eksakt forklaring.
Hvis du f.eks. var lidt kraftigere da du var yngre, ville dine fødder også fylde lidt mere. Men hvis du spillede så meget fodbold var du næppe det?
Måske dine fødder var lidt hævede, som du skriver. Men jeg tænker nok, at den mest logiske forklaring er at skofabrikanterne simpelthen har "ændret deres størrelser", således at en str. 37 i dag er større end den str. 37 du brugte tidligere Der har været en tendens til at fodtøj skal være mere "rummeligt"
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædi og idrætskirurgi
Sidst opdateret: 26.04.2017