Hej Netdoktor.
Jeg har længe undret mig over hvad der egentlig sker med mig, men alligevel sat det på hylden gang på gang da jeg selv mente det nok bare er en periode. Men nu beder jeg om hjælp.
Jeg mistede min storebror til kræft for 2 år siden. Han var syg i hele 12 år tilsammen hvilket svækket familieforholdet meget. Jeg blev for det meste efterladt derhjemme med min far, mens min bror og min mor var på hospitalet. Jeg har tit som lille kunne mærke at jeg manglede min mors grædeskulder hvis jeg blev mobbet eller følte mig ked af det. Jeg blev ikke mobbet meget overhoevdet, men hvis der var nogle drengen som kom med en flabet kommentar, så tog jeg det meget tungt. Min bror gik så bort, og så var det kun mig og min mor tilbage i lejligheden (min far bor selv).
Vi havde det godt sammen, men det kunne hurtig mærkes på min mor at det var helt svært for hende... hun har haft en slem depression siden og været nede med stress.. pga hendes tilstand er hun meget "ond" og tænker ikke rigtig over hvad hun får sagt til mig.. hun siger en masse ting til mig som sårer mig af hjertet af. Hun arbejder ikke så man skulle tro hun ville være hjemme hver gang jeg var hjemme, men nej.
Jeg kommer altid hjem til et tomt hus hvilket får mig til at tude ligeså snart jeg træder ind ad døren. Jeg er lige fyldt 18 år, og jeg føler mig som en på 30 fordi min mor aldrig er her, så jeg står helt for mig ang oprydning, mad, vaske, indkøb osv. På de 2 år må jeg ærligt indrømme at der ikke er gået en eneste dag hvor jeg ikke har grædt. Min kæreste slog også op med mig for 2 måneder siden, og det har kun været med til at gøre det hele værre...
Jeg føler at jeg har givet op til livet i den forstand af at jeg ikke ser nogen glæde i at være her, jeg synes faktisk at det er hårdt at leve... Psykisk hårdt. Jeg får ikke spist fordi jeg ingen appetit har, og jeg har mistet en masse veninder på min negativitet... Så jeg sidder bare herhjemme og græder hver dag, og det er svært at holde tårene tilbage i skolen. Jeg føler at alle er ligeglade med mig. Jeg har brug for hjælp for jeg er træt af at vågne op med tanken om at endnu en dag skal overleves, og ikke leves...
Jeg er 18 år, og vil gerne vide om jeg måske lider af depression eller andet?
Tak på forhånd..
Mvh. en spørger
Kære spørger
Tak for din mail, i hvilken du fortæller om efterløbet for din mor og dig efter at I mistede din bror til en kræftsygdom for 2 år siden. Du fortæller, at både du og din mor er meget kede af det og at du føler dig helt overladt til dig selv - og sorgen. Lad mig først udtrykke min medfølelse over tabet af din bror.
Tillad mig dernæst at glædes over, at du skrev... for du/I bliver nødt til at gøre noget. Sorgprocesser kan være forskellige, men prøv at kigge lidt på, hvad man i Kræftens Bekæmpelse har skrevet om sorg efter tab af en nærtstående. Du kan læse lidt her
Sorgprocesser indholder typisk elementer af chok, sorg men også vrede m.v. - og efter en tid begynder ny-orienteringsfasen, hvor man orienterer sig mod den nye tid hvor livet går videre, også på trods af tabet. Man kommer sig jo aldrig over det - men man kommer igennem et tab.
Udfra din beskrivelse, så lyder det som om du og din mor ikke endnu er kommet til ny-orienteringsfasen. Det er vigtigt, at I får talt sammen så I kan støtte hinanden i den videre proces. Det er også vigtigt at I får talt om din afdøde bror og nogle af de gode minder I har om ham og om livet med ham. På den måde holder man mindet om ham i live - også de gode minder, så det hele ikke kommer til at handle om sygdom og død. Du bliver nødt til at fortælle din mor, at du er ligeså ked af det, som hun er, og at du græder hver dag og har brug for hendes støtte.
Jeg fornemmer, at hun ikke er så meget hjemme og at du ikke ser hende så tit, så måske kan du skrive et brev i stil med det du har skrevet til netdoktor og redegøre for, hvordan du har det, og efterlade brevet på hendes hovedpude. Udover at beskrive, hvordan du har det, skal du skrive, at du gerne vil tale med hende om hvordan du har det og hvordan du og hende kan støtte hinanden.
Derudover dur det altså ikke at du ikke spiser og isolerer dig fra veninderne. Du bliver nødt til at spise - ikke fordi du har lyst, men fordi du har brug for al den styrke og energi du har i dette svære forløb. Så skal du genoptage kontakten til veninderne. Jeg tror godt, at du kan være sikker på, at de gerne vil støtte dig. Forestil dig, at en af dine gode veninder fortalte dig det, du netop har fortalt netdoktor i mailen - ville du så ikke også forsøge at støtte og hjælpe din veninde? Det er jeg sikker på, at du ville. Du trænger i den grad til at have nogle gode og hyggelige oplevelser med dine veninder og - i hvert fald for en stund - tænke på noget andet end din afdøde bror og på, hvor elendigt du har det.
Så skal du hente støtte i din far. Jeg savner lidt information om, hvordan han har reageret og hvor tætte I er, men jeg gætter på, at han gerne vil være der for dig.
Hvis du kommer lidt tættere på din mor og veninderne plus begynder at spise igen (ikke fordi du har lyst, men fordi du skal) samt får nogle hyggelige oplevelser, så skal du gerne få det lidt bedre i løbet af nogle måneder.
Hvis ikke det hjælper, så er det da muligt, at du har udviklet en depression, og så skriver du bare igen til netdoktor eller bestiller en tid hos din praktiserende læge.
Held og lykke i den videre proces.
Hans Mørch Jensen
Speciallæge i psykiatri
Sidst opdateret: 02.05.2017