Hej Netdoktor.
Mit spørgsmål drejer sig om klamydia-hjemmetest.
Jeg tog testen 3 uger efter ubeskyttet samleje, da jeg begyndte at få kløe i skridtet. Jeg har nu fået en negativ test, men er kommet i tvivl om testens troværdighed.
Der står i indlægssedlen, at testen er 98% sikker og er testet og underlagt EU’s krav og bekendtgørelser for medicinsk udstyr. Jeg er bevist om at min kløe kan skyldes andet end klamydia.
Nu var jeg bare nysgerrig i forhold til, hvorvidt en hjemmetest med svar indenfor 20 minutter er ligeså sikker, som en test hos lægen?
Mvh. en spørger
Kære spørger
På den ene side, så synes jeg, det er en dårlig idé selv at "agere doktor”.
På den anden side, så er der jo symptomer eller skavanker, der er så åbenlyse, er det er rimeligt, at man prøver selv at klare ærterne. Om klamydia og hjemmetest hører til i den ene eller den anden gruppe er ikke så ligetil.
Selve klamydiahjemmetesten, du beskriver, kan man godt stole på, hvis resultatet er “positivt” - altså tyder på klamydiainfektion. Så skal du - ligegyldigt, hvordan du ellers har det - kontakte din læge med henblik på endelig diagnose og behandling.
Og et negativt resultat - altså ingen tegn på infektion - kan kun bruges som en del af en samlet vurdering af din situation, som måske også kræver en konsultation hos din læge med undersøgelse og samtale. Det vil give dig afklaring og det vil give dig tryghed og ro i sindet.
Jeg kan ikke give dig sikker forklaring på din kløe i skridtet. Men ofte skyldes det svampeangreb. Det afklares let ved undersøgelsen hos lægen.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen,
speciallæge i kvindesygdomme
Sidst opdateret: 25.06.2017