Annonce

Hvorfor er mit ene skinneben så smertefuldt?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg skriver til jer, da jeg efterhånden er ved at blive desperat efter at finde ud af, hvad jeg "fejler".

For efterhånden mange år siden (5 år ca) vred jeg om på min fod, den var blå og gul og hævet - jeg har aldrig set noget lignende.

Jeg havde forstrukket alle mine ledbånd på ydersiden af foden og mast alle dem på indersiden. Det tog mig lang tid at komme ovenpå igen. Jeg gjorde meget ud af at genoptræne den. Brugte vippebræt, elastik m.m. Efter et par år skete det samme igen. Siden da har jeg haft problemer med den ankel. Men for et år siden ca. begyndte det at blive virkelig alvorligt....

Jeg elsker at løbe og har løbet 3-4 gange ugentligt i mange år uden problemer. Men for ca. 1 år siden begyndte min ankel at drille. Den føltes træt, når jeg løb, og jeg begyndte at få ondt foran på anklen og lidt opad skinnebenet på ydersiden. Sådan en slags krampende fornemmelse.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke tog smerterne særlig seriøst, jeg fortsatte med at løbe indtil det gjorde så ondt, at jeg nærmest måtte hinke resten af vejen. Dumt ja. Men jeg skruede lidt ned på ambitionerne og løb et par gange om ugen og kun til smertegrænsen. Siden da har jeg bare ikke kunne slippe af med den smerte.

Nu er det blevet så slemt, at jeg har smerter oppe på ydersiden af ballen ned gennem baglåret og på bagsiden af min læg lige under knæet og helt vildt ondt på forsiden af skinnebenet på ydersiden.

Jeg har været til lægen, ortopædkirurg, fået MR scannet min fod og dommen fra lægen på hospitalet lød, at jeg skulle have indlæg i mine sko, fordi jeg er platfodet. Og jeg blev så skuffet... For mig er indlæg ikke en løsning. Og da jeg tog indlæggene i og gik en tur, fik jeg helt sindssyge smerter i benet og har haft det de sidste par dage nu.

Så meget, at jeg må smøre mit ben med Felden Gel og tage iprener, når jeg skal sove, for ellers gør det for ondt, hvis jeg ligger på benet. Det føles som en helt vildt brændende fornemmelse i læggen og samtidig føles benet sådan "stramt". Og ydersiden af skinnebenet og anklen gør helt forfærdeligt ondt. Og efter jeg brugte de indlæg, har jeg også fået ondt i svangen.

Det skal hertil siges, at jeg absolut ingen problemer har i mit andet ben.

For et år siden blev jeg desuden undersøgt for blodprop i benet, fordi jeg havde samme kraftige smerter i læggen/skinnebenet. Men der var ikke noget at finde.

Lige nu er jeg i behandling hos en kiropraktor, der mener, min ankel er svag og skal genoptrænes, og det tror jeg også han har ret i. Men jeg har bare mistet modet fuldstændig, fordi jeg synes, jeg har prøvet alt efterhånden. Og jeg begynder at tænke, at det måske slet ikke er noget med min ankel, men måske nærmere med min balle (som jeg har ondt i) eller ryggen eller noget helt tredje.

Jeg er ved at blive sindssyg og begynder nærmest at græde, når jeg skriver om det. Det går mig virkelig meget på og forværrer min livskvalitet i så høj grad, at jeg snart ikke kan holde det ud længere.

Jeg elsker at løbe, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden løb. Jeg ved det lyder ekstremt, men det er sådan jeg har det.

Håber I måske kan hjælpe mig.

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

En mulig forklaring på dine gener kunne være at du enten har udviklet en form for "udvendig skinnebensbetændelse" eller en form for kronisk muskellogesyndrom (kronisk compartment syndrom) hvor trykket under din muskelhinde er blevet for højt.

Ud fra din beskrivelse, kunne begge dele passe lidt på symptomerne. Det kræver en fornyet undersøgelse hos en ortopædkirurg.

Diagnoserne kan stille enten ved ultralyd eller en scintigrafi (røntgenundersøgelse med kontrast-stof) eller ved at måle trykket inden for muskelhinden.

Jeg siger ikke det er en af de to ting du fejler. Men det kunne være en mulighed. Det lyder som om det er en følge efter dit ankelproblem og ikke som om det er selve anklen der giver symptomerne.

Med venlig hilsen

Hans Gad Johannsen

Speciallæge i ortopædi og idrætskirurgi

Sidst opdateret: 25.06.2017




Annonce