Annonce

Jeg er hele tiden træt. Hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Det er sådan at jeg lider af ulidelig træthed og har gjort det de sidste mange år.

I får lige lidt baggrund for bedre at forstå det jeg kæmper med: Jeg har haft konfronteret 2 forskellige læger med mit problem, af flere omgange siden jeg var 12 år. Jeg har fået taget blodprøver, fået lavet allergitest og så er jeg blevet udredet for søvnapnø. Da jeg ikke lider af andet end støvallergi ender jeg altid med svaret; Det nok er psykisk.

Fair nok, jeg lider af angst og det har jeg gjort i en del år efterhånden, jeg har altid været meget bevidst om min angst og været meget rationel omkring den. Jeg indvilliger i, at tage til en psykiater, og på trods af at angsten aldrig har haft effekt på hvordan jeg lever mit liv, blev vi alligevel enige om at jeg skulle starte på sertralin, det kunne jo være at det ville hjælpe.

Min træthed er hverken blevet værre eller bedre af denne behandling. Jeg har tidligere behandler min støvallergi med alm. antihistamin og efterfølgende med noget ikke-sløvende antihistamin, uden nogen egentlige effekt.

Min træthed: Jeg står op om morgenen og føler mig træt, engang imellem er det så voldsomt at jeg er helt grædefærdig af bare udmattelse. Jeg kæmper for at gøre mig klar til skolen, den skal jo passes. Når jeg så sætter mig ind i bussen går der lige et par minutter og så rammer trætheden mig som en mur, mine øjne bliver tunge og jeg bliver så afslappet i kroppen og det er den dejligste følelse, og jeg vil så gerne give efter for den (mine "anfald"). Det er den rene tortur for mig, at kæmpe imod trætheden, men jeg kan jo ikke bare ligge mig til at sove.

Min træthed falder til et mere stabilt niveau når jeg stiger af bussen og så er jeg bare "almindeligt" træt igen, som om at jeg har sovet dårligt. Trætheden hænger over mig hele dagen og jeg oplever mine små "anfald" et par gange i løbet af skoledagen, nogen gange vare det 5 minutter, andre gange være det flere timer. Når jeg får de her "anfald" skal jeg virkelig kæmpe for at holde mig vågen, jeg spærre øjnene op, tripper og venter bare på at jeg kan komme op og gå.

Jeg har oplevet at jeg ikke turde at sætte mig ned, fordi at jeg var bange for at falde i søvn. Jeg føler nogen gange, at jeg er få øjeblikke fra at falde om, jeg har dog aldrig oplevet at jeg faktisk er faldet om.

Når jeg kommer hjem fra skole er jeg stadig udkørt, engang imellem tager jeg mig en lang lur på 3-4 timer +/-, andre gange holder jeg mig vågen indtil jeg skal i seng.

Når det er tid til at gå i seng får jeg lige pludseligt svært ved at sove, uanset om jeg har fået en lur eller ej, det sjove er bare at jeg stadig er træt. Det er heldigvis sjældent så slemt at jeg ligger vågen til langt ude på natten, men det kan sagtens tage mig én time at falde i søvn. Dagen efter er det det samme igen.

Jeg går i seng mellem kl. 22-23 og står op mellem 5.30-6.00. Når jeg går i seng tidligere end 22, har jeg det med at vågne om natten uden at kunne falde i søvn igen, hvis jeg går i seng efter 23 kommer jeg ikke op morgenen efter.

På fridage er jeg også træt uanset om jeg har sovet 5 timer eller 12 timer og på mine fridage sover jeg tit gerne i løbet af dagen også. Jeg oplever dog, at jeg er meget mere træt på de dage - nok fordi at jeg ikke laver noget. Så jeg forsøger oftest at holde mig selv i gang.

Min træthed giver mig koncentrationsbesvær og dårlig hukommelse, jeg glemmer aftaler, informationer, jeg har svært ved at følge med på min uddannelse og på det sociale plan. Jeg glemmer ting jeg skal sige, midt i sætningen og jeg bliver så flov når jeg bliver spurgt til ting som jeg lige har fået af vide få dage forinden.

Jeg lever med min træthed hverdag 24/7, det går udover alle aspekter i mit liv og jeg frygter for min fremtid, hvordan jeg jeg kunne gøre min uddannelse færdig? Eller få mig et job? Jeg får heller aldrig overskud til at stifte familie.

Jeg synes ikke at jeg får den hjælp jeg behøver og jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen med mit problem, hvem skal jeg kontakte for at få noget afklaring? Og Måske noget hjælp?

Derudover er i mere end velkomne til at give mig råd, om hvad jeg kan gøre for at blive mindre træt.

Mvh. Hende der er træt, af at være træt

Svar:

Kære spørger

Tak for din mail i hvilken du beskriver en næsten invaliderende træthed samt angst. Du er grundigt udredt og har konsulteret to forskellige læger men man har ikke fundet nogen fysisk årsag til din træthed og derfor konkluderet, at det må være psykisk.

Man kan jo blive træt af mange forskellige årsager, og jeg kan ikke pege på en enkelt forklarende grund til din træthed.

Jeg bemærker dog, at du er i sertralin behandling, og træthed er en kendt bivirkning hos mere end 10% af de patienter, der behandles dermed. Jeg læser dog, at du angiver, at trætheden er uafhængig af om du er i behandling eller ej. Antihistaminer kan ligeledes fremkalde træthed.

Man kan også blive træt hvis man mangler jern, men det er du nok undersøgt for. Mon du er undersøgt for indholdet af vitaminer i blodet?

Jeg vil foreslå, at du gør flg.: Begynd at tage en vitaminpille hver dag - bare køb de billigste multivitaminer på apoteket, Brugsen eller Matas og tag en hver dag. Så skal du arbejde på din søvn: gå i seng på samme tidspunkt hver aften og stå op på samme tidspunkt om morgenen (ja, også i weekenderne, jeg ved det lyder lidt kedeligt, men det er en god strategi).

Undgå af sove i dagtiden, og det betyder også at du ikke må snuppe en lille power-nap i bussen. Sigt efter at få omkring 8 timers søvn hver nat. I dagtiden skal du sørge for at komme ud og få noget frisk luft og røre dig. Helt konkret så prøv at gå en tur på minimum en halv time om eftermiddagen - gerne med en hund, du kan måske låne naboens eller en af vennernes. Så skal du dyrke motion, helst noget hvor du får pulsen op i 30-60 minutter og gerne 2-3 gange om ugen.

Spar på alkoholen, drik ikke kaffe eller cola efter kl 17 og undlad så vidt muligt kulhydrater om aftenen, altså ingen sodavand eller slik. Når du går i seng, bør soveværelset være helt mørkt og køligt, og du skal ikke se TV i sengen eller tage iPad´en med i seng. Det er ok at læse avisen eller en bog.

Alle disse tiltag hjælper dig forhåbentligt til at få en bedre søvn og til at vågne mere udhvilet dagen derpå, så du kan holde dig igang både på skolen, derhjemme og sammen med venner og veninder. Jeg ved godt, at det er mange tiltag, men prøv om du kan indføre dem gradvist i din hverdag, og så håber jeg, at det hjælper.

Held og lykke

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri.

Sidst opdateret: 11.07.2017




Annonce