Annonce

Ægløsningssmerter - hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Jeg har igennem nogle år haft stærke smerter ved ægløsning. Så stærke, at jeg flere gange er blevet indlagt med obs for appendicit.

Smerterne var så stærke, at jeg kun kunne ligge i sengen i fosterstilling og græde. Smerterne var altid fra hø æggestok. Efter lange overvejelser og i samarbejde med en gynækolog, valgte jeg at få fjernet min højre æggestok. Jeg var informeret om, at der var en lille risiko for, at den venstre æggestok (nu ikke længere undertrykket af den højre) måske kunne finde på at give samme problem, men jeg vurderede operationen som min eneste mulighed for at blive fri for mine smerter.

Som sagt så gjort, i februar sidste år blev jeg opereret, og det var fantastisk i tiden derefter. I næsten halvandet år, var jeg helt smertefri. Men i fredags skete det så... det som ikke måtte ske. Jeg fik smerter fra venstre side. Blev akut indlagt og undersøgt. Man fandt ingen anden forklaring end ægløsningssmerter. Jeg er grædefærdig. Jeg kender alle ricisi ved at få fjernet den anden æggestok, men jeg kan simpelthen ikke se, hvordan jeg skal kunne leve med de smerter. P-piller giver man vel helst ikke til kvinder over 35 år(?).

Jeg har en hormonspiral, som jeg er meget glad for, da den fjerner mine menstruationer fuldstændigt. Jeg skal IKKE tilbage til at have menstruation igen.

Hvad er mine muligheder mon?

Hvis det bare var et spørgsmål og at bruge en varmepude og lidt smertestillende ved ægløsning, men mine smerter er så voldsomme, at kun iv morfin hjælper. Jeg kaster op, når jeg har så ondt, kan ikke passe mit arbejde eller tage mig af familien. Børnene bliver bange.

Jeg er allergisk overfor nsaid og acetylsalicylsyre.

Har I nogle gode forslag til mig?

Mvh. en spørger

Svar:

Kære spørger

Du blev for halvandet år siden opereret og fik fjernet den ene æggestok på grund af invaliderende underlivssmerter tolket som ægløsningssmerter. Jeg går ud fra, at man ved den lejlighed konstaterede, at “alt andet” i underlivet og omegn var normalt. Og glad var du - underlivssmerterne forsvandt.

Nu har du oplevet et nyt smerteanfald med ny indlæggelse på gynækologisk afdeling. Igen fandt man normale forhold i underlivet og tolkede igen smerterne som ægløsningssmerter.

Du er en ung kvinde og må regne med, at din hormonproduktion, som fremkalder ægløsning, vil fortsætte de næste 10-15-20 år. Tanken om et liv med stadige smerteanfald er ubærlig. Det kan jeg godt forstå. Det er fint, at du har hormonspiral, som hindrer graviditet og kraftige blødninger. Men den kan altså ikke klare ægløsningen.

Nu ved jeg ikke, om der er særlige grunde til, at du ikke har brugt p-piller, for jeg er da ikke i tvivl om, at spørgsmålet må have været oppe måske mange gange i livet, hvor andre løsninger på forebyggelse har været aktuelle. Men hvad der har været årsag til fravalg af af p-piller tidligere, behøver jo ikke at gælde i dag. Og i det, du oplyser, er der ikke noget, som ubetinget taler imod.

Men klart nok, at en grundig undersøgelse og overvejelse er nødvendig, hvis det skal prøves. Fordele og ulemper, virkning og bivirkninger skal holdes op mod hinanden.

Et fromt ønske og håb fra min side er, at smerterne bliver væk - at det ikke sker igen. Det var trods alt kun denne ene gang i 18 måneder. Men hvis det sker - igen og igen - er en radikal løsning sikkert nødvendig.

Det kan som nævnt være undertrykkelse af ægløsning med hormoner eller - som den yderste løsning - fjernelse af den anden og sidste æggestok med tidlig overgangsalder til følge. Men stadig under forudsætning af, at gynækologerne er overbeviste om, at smerterne alene har baggrund i din ægløsning. Ellers er du jo lige vidt.

Du kom sikkert hurtigt ind og ud igen ved sidste indlæggelse og fik måske ikke svar på alle dine spørgsmål og løsning på problemet. Derfor skal du bede om ny specialfaglig vurdering - enten på sygehuset eller hos gynækologisk speciallæge.

Tal med din læge om det og bliv henvist.

Mange venlige hilsener

Erik Fangel Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 01.09.2017




Annonce